Hos Klimatorium i Lemvig fortsætter arbejdet frem mod indvielsen den 20. august, og planlægningen af det store klimamøde på trods af den igangværende Corona-krisen.

”Vi glæder os til at komme på den anden side, hvor børn kan færdes sammen. Lære nye ting sammen og i det hele taget komme ud. Det bliver helt oplagt til vores stort anlagte klimamøde i Lemvig til august, hvor vi har dedikeret en hel dag i børnenes tegn”, siger direktør i Klimatorium, Lars Nørgård Holmegaard.

Fredag den 21. august – dagen efter indvielsen – har det tre dage lange klimamøde særligt fokus på børn og unge. Med populære personer og i en vekselvirkning mellem underholdning og faglig information, får børnene en lærerig og festlig dag i klimaets tegn.

Vært for dagen er Sofie Østergaard, der er kendt fra tv-programmer som Versus, MGP og Kreakampen. Hun lægger op til en debat fra scenen hvor journalist og vejr-vært Nina Bendixen og ekspert i klimatilpasning Carlo Sørensen gør alle klogere på, hvad klimaforandringerne egentlig er.

De unge klimagæster har helt sikkert set Liva vinde MGP, og eftersom hun der ”blandede” sig i klimadebatten med sin sang ”Ingen Plan B”, skal den selvfølgelig også serveres på klimamødet. Liva går live den 21. august i Lemvig!

Deltagerne sendes også en tur rundt på havnen i Lemvig. På det bølgende højvandsværn er opsat qr-koder, og herfra kan børnene hente små videoer, hvor Maja Adjoa, kendt fra Ultra Nyt, fortæller små klimahistorier og stiller spørgsmål, som man skal besvare på sjove skrabelodder for at få testet sin klima-paratviden.

Endelig og som en sjov men også tankevækkende afslutning på dagen, går stand-up’eren Niels Forsberg på scenen. Han tager klimaforandringer og bæredygtighed under skæv, men kærlig behandling. Selv vil han gerne være et bedre menneske – men hvordan er det egentlig, man kan redde både planeten og sig selv?

 

Billedtekst

Klimamøde er også underholdning: MGP-vinder Liva kommer med sin sang ”Ingen Plan B”!

 

 

en_GB