Tidsplanen for byggeriet af Klimatorium følges skarpt, og tiden frem til nu er bla. gået med at få alle 120 pæle rammet i jordet, få støbt og sat beton elementerne op. I onsdags d. 26. februar var huset klar til at invitere på det traditionelle rejsegilde, og alle havde mulighed for at komme forbi og se byggeriet.

”Klimatorium er både en bygning og en forening. I kan glæde jer til de spændende udstillinger, der vil komme i stueetagen og på ude arealerne” sagde Direktør for Klimatorium og Lemvig Vand, Lars Nørgård Holmegaard. Forsyningen flytter ind i Klimatorium til august 2020, hvor også Foreningen Klimatorium skal bo.

Rejsegildet blev afholdt over en hel eftermiddag, så alle gæster havde mulighed for at deltage. Interesserede borgere, håndværkere og byrådet lagde ud med at bese bygningen først på eftermiddagen, og senere på eftermiddagen ankom samarbejdspartnere fra Coast 2 Coast og sluttede sig til arrangementet.

Formand for Lemvig Vand, Steffen Damsgaard, direktør i Klimatorium og Lemvig Vand, Lars Nørgård Holmegaard og projektleder hos 3XN, Thomas Käszner holdt tale to gange i løbet af eftermiddagen. Og selvfølgelig blev der budt på varme pølser, et glas vand og en fadøl dagen igennem.

Klimatorium er en del af klimatilpasningsprojektet Coast 2 Coast Climate Challenge, som støttes af EU LIFE-programmet. Projektet ledes af Region Midtjylland i et samarbejde med de øvrige 30 partnere som indeholder kommuner, forsyningsselskaber og uddannelses institutioner. Partnerne vil arbejde for at skabe en klimarobust region ved en fælles langsigtet strategi.

Tankegangen bag Klimatorium er bygget udfra Quadruple Helix. Her samarbejder:

  • Det offentlige
  • Uddannelsesinstitutioner
  • Private virksomheder
  • Civilsamfundet

Gennem samarbejde mellem de 4 segmenter, finder aktørerne frem til innovative klimaløsninger og formår at formidle et stærkt budskab.

 

en_GB