– Det er spændende, at man i Lemvig Kommune laver et projekt, hvor både forskning, uddannelse og formidling – samt samarbejde mellem private og offentlige instanser er i højsæde. Jeg vil som ny pensionist gerne være en del af det team, der fortæller om Klimatorium og dets aktiviteter, så derfor har jeg meldt mig i frivillig-korpset som Klima Vært, siger Lena Birch, tidligere leder af direktions-sekretariatet på Lemvig Kommune.
Også Poul Trelborg har ønske om at bruge noget af sin ”nye” fritid som vært på Klimatorium. Efter 37 års virke på Nørre Nissum Efterskole – heraf 24 som vice-forstander, trak Poul sig tilbage fra arbejdsmarkedet sidste år.
– Klima og klimaforandringer er aktuelle emner, og formidlingen om emnet ligger i lige linje med det jeg tidligere har undervist i, så jeg ser frem til at bruge lidt tid på det og blive en del af klima-vært teamet på Klimatorium, siger Poul Trelborg.
Interesserede, som ønsker at vide mere om at blive Klima Vært på Klimatorium, kan kontakte centret og få aftalt et orienteringsmøde.
Foto: Første klima-værter: Lena Birch og Poul Trelborg