Fire dage i Lviv. Erfaringer fra et dansk-ukrainsk vandsamarbejde

Af Pernille Weiland

Projektleder · Klimatorium og Lemvig Vand · 30. september 2026

Helt præcist til hvad ved vi ikke, men vi nikker spændte og følger kvinden ud af de store konferencebygninger ad bagveje hen til et busstoppested i et villakvarter. Her bliver vi vist ind i en bekendt gul bus. Vi er nogle af de sidste ombord, så der er ståpladser tilbage til os. Snart er vi i den tætte rush hour-trafik i Lvivs brostensgader på vej ind mod centrum. Mine kolleger fra Aarhus Vand, der har besøgt byen før, udpeger forskellige kendetegn på vejen. ”Der er den gamle bymur, der omringer den gamle by.” ”Den vej er vores hotel.” Bussen hopper op og ned på brostenene, og i myldretiden er det konstant start-stop-kørsel. Det er lidt varmt, og min mave begynder at vende sig. Mit blik søger efter et tomt sæde; hvornår mon vi er der?

Lviv føles meget som en europæisk storby. På trods af krigen er der masser af liv, restauranter, sporvogne, smukke bygninger og store pladser med springvand og gademusikanter. Selvom byen har oplevet luftangreb – også tæt på centrum – er hverdagen milevidt fra situationen i Kiev eller tættere på fronten. Her, tæt på den polske grænse i det nordvestlige Ukraine, er der mere roligt. De 4 dage, vi var af sted, oplevede vi 2 luftalarmer, som hurtigt blev afblæst igen.

Jeg går ned bagerst i bussen og finder et ledigt sæde ved siden af en officielt udseende mand. ”Må jeg?” gestikulerer jeg. ”Gerne,” gestikuleres tilbage. Med ansigtsudtryk bliver vi enige om, at det er en voldsom trafik. ”It’s Lviv,” siger han. Jeg smiler og spørger ham, om han er fra byen. Men så rækker hans engelsk ikke længere. Han finder programmet fra konferencen frem, den vi begge kommer fra, og peger på et punkt i programmet skrevet med kyrilliske bogstaver. ”Me,” siger han. Jeg tjekker tid og dato og slår op i mit engelske program. Han er fra ministeriet for genopbygning, infrastruktur og transport og skal medvirke i Danish Water Forum og miljøministeriets workshop i morgen.

Bussen stopper, og vi skal af. På vej ud læser jeg ”nødudgang” på dansk. Bussen må være doneret fra Danmark.

Vi er helt inde i centrum, og det regner. Ukrainerne er forberedte med paraplyer, mens vi danskere bliver lidt våde. Vi ledes ind i et stort selskabslokale udstyret med en ophøjet scene, hvor et strygerorkester spiller den smukkeste klassiske musik, og unge tjenere går rundt og serverer bobler og camembert. Det bliver klart for os, at vi er blevet gæster til Lviv Vodokanals 125 års jubilæum. Det er en stor ære. 125 år med at forsyne en storby med vand er en stor bedrift. Borgmesteren holder tale for de mange mennesker, der er samlet, og der bliver uddelt udmærkelsespriser til den helt store guldmedalje. Vi mindes også de 13 mænd fra forsyningen, der har mistet deres liv i krigen, og vi ærer de mænd, der stadig er i aktiv tjeneste.

Selvom Ukraine er i krig, skal der stadig leveres drikkevand og afledes spildevand. Når jeg fortæller om mit arbejde og det projekt, vi laver i Ukraine, undrer folk sig ofte: ”Har de ikke vigtigere ting at tage sig til?” Men landet skal køres videre, og hverdagen skal stadig fungere for millioner af mennesker. Her er vand vigtigere end nogensinde før. Hvis dette ikke fungerer, kan en befolkning hurtigt gå i knæ. Man kan forestille sig, hvor umenneskeliggørende det hurtigt er, hvis saniteten ikke er i orden.

Men vand- og spildevandsforsyningen trues fra flere fronter i Ukraine. Helt konkret fra luften – det er et yndet mål for russerne. Derudover er meget af Ukraines vandinfrastruktur fra Sovjetunionens tid. Det er derfor ofte meget gammelt og ofte betydeligt overdimensioneret. Dette betyder, at det forbruger store mængder energi, der lige nu er en mangelvare i landet. Det betyder også, at pumperne er gamle, rørene er gamle, renseanlæggene og vandboringerne er gamle. Hele sektoren higer efter nye investeringer, energioptimering og at forny infrastrukturen. Branchen higer ligeledes efter ny viden, teknologi og effektivisering, som de ser hos andre europæiske lande mod vest. Motivationen og behovet sprænger skalaen, men ressourcerne er forståeligt helt i bund.

Derfor er danskernes tilstedeværelse i Ukraine MEGET kærkommen. Den danske regering finansierer videnudvekslingsprojekter på vand- og spildevandsområdet mellem danske og ukrainske forsyninger. Det foregår under programmet ”Twinning”, hvor lignende danske og ukrainske kommuner ”parres” som venskabskommuner og laver udviklingsprojekter sammen. Klimatorium og Lemvig Vand er blevet inviteret ind under Ikast-Brandes venskabssamarbejde med kommunen ”Voznesensk”, der ligger i Mykolaiv-regionen i det mere sydlige Ukraine. Her har vi de sidste 2 år hjulpet byen med at optimere deres renseanlæg, så der nu bl.a. udledes 20 % mindre fosfor til floden, som længere nedstrøms bruges til drikkevand. Vi arbejder også med at nedbringe vandspild på drikkevandsforsyningen. Der er de fleste steder i Ukraine et vandspild på 40–50 % på drikkevandsledningsnettet. Det er meget problematisk – især i områder, hvor der kan være vandmangel om sommeren. Danmark har selv stået i samme situation og har gennemgået en stor reform for at nedbringe vandspild, så vi i dag ligger under 10 %. Vi har derfor den helt rigtige erfaring til at kunne rådgive.

Det er på grund af vores samarbejde, at jeg denne september er blevet inviteret til Lvivs årlige Eco-forum for at fortælle om vores projekt til inspiration for andre. Forummet er for vandbranchen, og udover fremvisning af ny vandteknologi bliver der diskuteret politik, lovgivning, tariffer, funding, renseteknikker og meget andet. Ukraine henter meget inspiration fra Danmark i den store transition, de er midt i, hen imod at blive medlem af EU.

Danish Water Forum organiserer det, der kaldes ”Danish Water Days” under konferencen, og her skal jeg og Vlad Sopilniak, som er driftsleder på renseanlægget i Voznesensk, fortælle om vores samarbejde. Da han jo ikke har mulighed for at flyve, og det er blevet risikabelt at køre i tog i landet, har han været på en bus i 17 timer for at være med til konferencen.

Dagen efter jubilæet, på vej til konferencens sidste dag, er vi igen i morgenmyldretidstrafikken. Tankerne flyver travlt forbi som byen udenfor. Pludselig stopper trafikken midt på vejen. Havariblinket bliver tændt, og alt bliver stille. Chaufføren siger noget på ukrainsk og skruer op for radioen. Så bliver vi klar over det: ét minuts stilhed for de tabte brødre og søstre. Det er en daglig tradition, der samler landet. Sekunderne tikker højlydt fra radioen, og vi afslutter med ”Slava Ukraini”. Så fortsætter vi på vores vej.

Tilbage på Eco-Forum møder jeg igen manden fra bussen til miljøministeriets workshop: Håndtering af slam og genanvendelse af restprodukter. Her diskuteres, hvordan de store mængder spildevandsslam, der er blevet ophobet i Ukraine de sidste mange år, kan bruges. Hvad har man gjort i Danmark? Er gødning og biogas en mulighed? Mange ukrainske spildevandsforsyninger er mødt op, og der deles erfaringer på tværs af landegrænser med simultantolkning i ørerne. Det er utroligt at mærke energien under workshoppen og det håb, der spirer for fremtiden. Selvom der stadig er mange udfordringer, især også administrativt (manden fra bussen fører sin sag, og bølgerne går nogle gange højt i diskussionerne), bliver folk opmærksomme på de muligheder, der også er der. Jeg er stolt over, at vi er en lille del af det.