Klimatorium i Lemvig var torsdag d. 7. november omdrejningspunkt for Global Youth Climate Summit, hvor unge fra hele verden – herunder fra Danmark, Ghana, Italien, Indien og USA – mødtes både fysisk og online for at udveksle idéer og løsninger på klimaudfordringer.
Med 200 unge samlet i Klimatorium og online deltagelse fra flere lande blev vandets betydning fremhævet og diskuteret som en af vores mest vitale ressourcer. ESA-astronaut Andreas Mogensen deltog virtuelt og delte sine perspektiver fra rummet, mens EU-Kommissionen præsenterede nye klimatiltag. Udenfor deltog 500 børn og unge i en plastikkampagne ved Lemvig Havn som en del af TREASURE-projektet, der sigter mod at kortlægge plastforurening gennem aktiv borgerinvolvering.
Andreas Mogensen – Perspektiver fra rummet
Et af dagens højdepunkter var oplægget fra ESA-astronaut Andreas Mogensen, hvor han delte sine unikke perspektiver på klimaudfordringerne med de unge. På grund af sygdom var Andreas Mogensen ikke fysisk til stede, men deltog virtuelt. Som han fortalte, har hans rejse i rummet givet ham et dybere indblik i Jordens sårbarhed og unikke natur, og han understregede, at vi ikke er adskilte, men deler én fælles klode, som vi alle har ansvar for at beskytte.
Sarah Lund, bæredygtighedschef ved Klimatorium, oplevede den stærke effekt af Andreas Mogensens budskab, mens de unge lyttede intenst og ivrigt stillede spørgsmål – både fysisk og online.
“Det er utroligt vigtigt, at vi alle forstår, at vi kun har én planet med begrænsede ressourcer. Dagen i dag handler om at få de unge, men også andre, til at se hvordan vi kan handle – især når det kommer til vand, som er en ressource, vi ofte tager for givet”, fortæller Sarah Lund.
TREASURE-projektet: Kortlægning af plastforurening i vandmiljøet
Dagens unge til Klimatoriums ungeklimamøde var også med til lanceringen af en ny plastikkampagne, der har til formål at kortlægge plastforurening i vandløb, fjorde og hav. Denne lancering foregik sammen med 300 elever fra lokale folkeskoler.
Plastikkampagnen går ud på, at sende 10.000 træbrikker ud i vandløb og fjorde i Lemvig og Varde Kommuner for at se, hvordan træbrikkerne vil blive transporteret gennem vandsystemerne. Dagens unge til Klimatoriums ungeklimamøde blev derfor de første til at kaste træbrikker i vandet – sammen med de 300 folkeskoleelever.
Træbrikkampagnen er en del af det internationale TREASURE-projekt; et EU-samarbejde mellem Danmark, Frankrig, Belgien, Holland og Tyskland, med Lemvig Vand og KIMO Danmark, som de danske projektansvarlige. Træbrikkerne tjener som markører for makroplasts bevægelse fra flod til hav, så man kan blive klogere på, hvor der bedst kan sættes ind for at stoppe plastik, før det ender i havet.
I de efterfølgende uger vil 4500 træbrikker følge trop, fra forskellige lokaliteter i Lemvig og Varde kommune. Kampagnens sidste 5.000 træbrikker udsættes over sommeren 2025. Danske borgere opfordres til at deltage ved at registrere fundne klodser, som er unikt kodede.
Globalt ungeklimamøde – en stemme for fremtidens vandmiljøer
Efter at have smidt træbrikker i vandet, vendte gymnasieeleverne tilbage til ungeklimamødet. Her bød eftermiddagen på en række fysiske og online workshops, hvor forskellige vandproblematikker var i fokus. Gennem oplæg, spil og byggerier fik de unge diskuteret fremtidens vandmiljøer bl.a. med fokus på vanddata, plastik i verdenshavene, vandhåndtering og oprensning i søer. Eksempelvis lærte de unge at bygge og optimere en centrifugalpumpe.
To af de danske unge, der deltog i ungeklimamødet, var Anne Cecilie og Anna fra Holstebro Gymnasium.
“Jeg har lært så meget i dag – især om hvordan vi som unge kan gøre en forskel. Jeg har altid vidst, at vand er vigtigt, men nu forstår jeg virkelig, hvorfor vi skal beskytte det,” siger Anna Cecilie, gymnasieelev og deltager i Klimatoriums ungeklimamøde.
“Vand er et emne vi tit har snakket om, og det var sjovt at sætte det i nye sammenhænge. Vi har lært om alt fra oxygen til fosfor, og hvordan man kan forudsige forurening i søer og havet. Det har samtidigt været sjovt at høre andre unge fra andre lande, hvor deres forhold til vand er”, fortæller Anna, gymnasieelev og deltager i Klimatoriums ungeklimamøde.
De to unge understreger, at det er nu vi skal handle, og at vi er nødt til at tænke i nye baner for at beskytte vores ressourcer. Derfor var de også begejstrede over at være med til at kaste de første træbrikker i havnen, som en del af den plastikkampagne, som skal indsamle viden om, hvor vi skal sætte ind overfor plastforureningen.
”Det var så fedt at være med til at kaste træbrikker i havnen for at beskytte vores vandmiljø”, afslutter Anna.
KTC Midt – Kommunalteknisk lederskab på klimaområdet
Samtidigt med ungeklimamødet lagde Klimatorium hus til en faglig kredsdag mellem kommunaltekniske chefer fra hele Midtjylland. Her blev der drøftet ledelsesdilemmaer inden for den grønne omstilling. Programmet inkluderede oplæg om etablering af vedvarende energianlæg og hvordan lokal opbakning til bæredygtige løsninger kan skabes. Dagen var en mulighed for cheferne for at udveksle erfaringer og finde løsninger på de udfordringer, der er forbundet med at implementere klimaplaner på lokalt niveau.
Lars Holmegaard, direktør for Klimatorium, siger:
”Dagens arrangementer på Klimatorium har vist, hvordan både unge og professionelle arbejder mod løsninger på klimaudfordringerne. Det illustrerer, at Klimatorium er et sted for handling. Unge deltog aktivt i både debat og handling for fremtidens vandmiljøer, mens kommunaltekniske chefer fokuserede på praktiske løsninger i den grønne omstilling. Begge arrangementer understreger vigtigheden af, at vi som samfund handler på tværs af generationer og fagområder for at sikre en bæredygtig fremtid”.