Naturbaserede løsninger kan håndtere spildevand lokalt, aflaste et presset kloaksystem og spare samfundet for milliarder. Samtidig er de allerede en del af erhvervsuddannelserne – og klar til at blive et centralt værktøj i fremtidens klimatilpasning.
Business as usual er sjældent det bedste valg i forandringstider.
Og når det kommer til håndteringen af klimabetinget vand, er business as usual heller ikke bare dyrt. Det er tæt på det absurde.
Hvis vi vælger at håndtere fremtidens stigende vandmængder ved at udbygge vores eksisterende kloak- og spildevandssystemer, vil det koste svimlende summer. Så store, at regnestykket i sidste ende lander på omkring 70.000 kroner. Pr. husstand. Pr. måned.
Det er den slags tal, der får selv de mest inkarnerede traditionalister til at kigge lidt nervøst ned i kaffekoppen.
For problemet er ikke bare, at der kommer mere vand. Problemet er også tempoet. Skybrud. Stigende grundvand. Vandmængder, som presser systemerne langt ud over det, de oprindeligt blev bygget til.
Under kraftige regnhændelser kan belastningen på kloaksystemerne stige med seks til ti gange. Vi har alle set billederne: kloakdæksler der løfter sig, brunt vand i gaderne og overløb af urenset spildevand til naturen.
Og jeg tror, vi alle kan blive enige om, at spildevand fungerer bedst i to tilstande:
Usynligt. Og renset.
Alligevel er standardløsningen på problemet stadig ofte den samme ude i kommunerne: flere rør, større rør, central rensning.
Heldigvis findes der løsninger, der kun vil koste samfundet en fjerdedel af prisen. Og som faktisk slet ikke er nye.
”Gi’ den gas, Mads – kom med lortet”.
På Mercantec i Ulfborg er en flok struktørlærlinge godt i gang med at etablere et beluftet, beplantet filteranlæg. Et lukket anlæg, der håndterer spildevand lokalt uden brug af kemi. Ikke som en eksperimentel niche. Men som helt almindeligt håndværk.
“Pas på planterne, når I fylder sten på.”
Lærlingene fylder ivrigt anlægget med vasket grus, mens de bliver instrueret af Jørgen fra virksomheden Killian.
Det foregår under højt humør. Der bliver joket, skovlet og råbt på tværs af anlægget, mens lærlingene hurtigt får greb om systemet.
Selve opbygningen af anlægget er forbavsende enkel.
Spildevandet løber først gennem en bundfældningstank og videre ind i et filter af sten og planter. Her sker rensningen.
Men planterne er faktisk ikke de egentlige hovedpersoner. Det er biofilmen.
Eller mere præcist: de millioner af mikroorganismer, der i løbet af tre til fire uger vil vandre fra planternes rødder og ud på hver eneste lille sten i anlægget.
Derfra går naturen effektivt og stabilt i gang med arbejdet.
Mikroorganismerne etablerer sig som en tæt, usynlig film på stenene og nedbryder næringsstofferne i spildevandet. Ikke med store armbevægelser. Bare ved at gøre det, naturen altid har gjort.
Og det er netop her, det hele for alvor bliver interessant:
Det nye er ikke teknologien.
Det nye er, hvad den pludselig kan betyde for samfundet.
For hvor naturbaserede løsninger tidligere primært blev brugt som lokale løsninger i det åbne land, begynder de nu at ligne noget langt større:
Et strategisk klimaværktøj.
Et værktøj, der både kan aflaste kloaksystemerne, reducere risikoen for overløb og spare samfundet for milliardinvesteringer i grå infrastruktur.
Og lærlingene forstår det godt.
“Man kan jo lige så godt lægge en membran ned i jorden i stedet for den her lille plastikboks,” siger lærlingen Adrian, mens han kigger ned i anlægget.
Han har fanget pointen.
For hvis princippet virker i lille skala, kan det også skaleres op. Så handler det pludselig ikke længere om enkelte husstande, men om landsbyer, boligområder og byer.
Det lille anlæg, de etablerer i Ulfborg, er dimensioneret til fem personenheder. Det fylder kun fire kvadratmeter og renser til SO-niveau. Hvis der er behov for yderligere rensning, kan der kobles en fosforfældningstank på.
Beluftningen gør samtidig anlægget ekstremt pladsbesparende sammenlignet med mange andre naturbaserede løsninger.
En effektiv, enkel og billig løsning.
Men selv gode løsninger kan have svært ved at konkurrere med vanen.
Ifølge underviser Lasse handler det i høj grad om kultur.
“Kommunerne er ikke vant til at tænke i naturbaserede løsninger og lokal afledning af spildevand i storskala. Når de så skal vælge en løsning til at håndtere det klimabetingede vand, så vælger de bare det, de plejer.”
Og det, de plejer, er trygt.
Selv når det er dyrt.
Ifølge DANVA vil det nemlig koste 300 mia. kroner at klimasikre den danske spildevandssektor med grå infrastruktur. Med naturbaserede løsninger kan regningen reduceres til omkring en fjerdedel.
Og løsningen er ikke en uprøvet grøn idé, der først skal bevise sin berettigelse. Det beluftede og beplantede anlæg, lærlingene står og bygger i husstandsskala i Ulfborg, er allerede dokumenteret i både danske og internationale studier for sin evne til at rense spildevand effektivt – også når løsningen skaleres op.
Så spørgsmålet er ikke, om naturbaserede løsninger virker i den skala, klimaforandringerne kalder på. Spørgsmålet er, hvor længe vi har råd til at lade være med at bruge dem.
Det, der foregår på Mercantec, ligner måske ikke en revolution.
Det ligner mest bare håndværk.
Unge mennesker med værktøj og maskiner.
Sten.
Planter.
Jord under neglene.
Men midt i det helt almindelige ligger muligheden for at aflaste et presset kloaksystem og spare samfundet for et svimlende milliardbeløb.
Gutterne ved allerede hvordan vi bygger med naturen.
Nu mangler vi bare at bruge det i den skala, klimaforandringerne kræver.
Seneste kommentarer