3.000 skoleelever fra 4. og 5. klasse fra 74 skoler i Danmark og på Færøerne går ind i klimakampen og bidrager med helt nye ideer til at løse verdens største udfordring: klimaudfordringen. Handling skal ske lige med det samme, lyder det fra Danmarks internationale klimacenter, Klimatorium, efter FN har udgivet en rapport, der verden over har skabt stor bekymring.
FNs nye klimarapport tegner et dystert billede for fremtiden og kalder på handling nu. I næste uge vil 3.000 skoleelever fra 4. og 5. klasser fra 74 skoler deltage i årets børneklimamøde, der arrangeres af Klimatorium – Danmarks internationale klimacenter.
Vejen ud af klimakrisen er nye ideer og nye måder, at gøre tingene på. Derfor hylder årets udgave af børneklimamødet netop de gode ideer.
”FN-rapporten slog det endnu engang fast. Vi skal handle nu. Og der bliver brug for alle gode kræfter, siger direktør Lars Holmegaard fra Klimatorium.
Derfor har Klimatorium inviteret landets 4.- og 5.-klasser til at udvikle deres egne løsninger på klimaudfordringerne. I løbet af foråret har eleverne kunne arbejde med Klimatoriums undervisningsforløb om klima, klimaforandringer og ikke mindst: klimaløsninger.
Med udgangspunkt i forløbet har elever fra skoler over hele Danmark udviklet deres helt egne ideer til, hvordan vi kan begrænse klimaforandringerne, eller håndtere dem, der sker.
Unge lader sig ikke begrænse af ”plejer”
Det er lykkes eleverne at udvikle både spændende og inspirerende projekter, som nu bliver en del af børneklimamødet. Og netop nye – og gerne vilde – ideer er, hvad vi har brug for i fremtiden, forklarer Lars Holmegaard.
”Eleverne kommer med en masse nye ideer, og mange af dem har tænkt virkelig langt ud af boksen. Det er en stor glæde at se deres mange gode bud,” siger han.
Hele Klimatorium bygger på samarbejdsmodellen Quadruple Helix. Målet er at sikre, at borgere, forskere, politikere og virksomheder alle bliver hørt og sammen finder frem til de løsninger, der er brug for. Med elevernes bidrag på Børnenes Klimamøde 2021 har Klimatorium fået en helt særlig gruppe borgere i tale: Nemlig dem der skal leve med konsekvenserne af klimaforandringerne i mange år.
Derfor er det særligt glædeligt at se, hvordan eleverne er gået til opgaven, fortæller Lars Holmegaard:
”Det er tydeligt at eleverne ikke har ladet sig begrænse af ”plejer”,” siger han.
Bedste ideer kåres
Blandt de mange gode ideer er for eksempel solceller i rummet, der kan opsuge ekstra meget solenergi. Robotten, der kan samle skrald og opsuge CO2, som graves ned i jorden. Husholdningsbatterier, der kan genoplades med solceller, og mange, mange flere.
Elevernes ideer bliver præsenteret ved Børnenes Klimamøde fredag den 20. august 2021, hvor en række udvalgte klimaløsninger også vil blive belønnet med en pris.
Sofie Østergaard er vært, når børnemødet også byder på Den Store Klima-quiz og spændende klimaoplæg med vejrvært og klimaformidler Nina Bendixen. Og så kommer X-Factor-finalisterne Simon og Marcus og synger en sang eller to.
Børnenes Klimamøde 2021 finder sted på Klimatorium i Lemvig fredag den 20. august fra 8.30-12.30. Hele arrangementet streames online direkte til klasselokalerne.
Se mere om Børnenes Klimamøde her: https://klimatorium.dk/boernenes-klimamoede-2021/
Hent undervisningsforløbet om Klima og Innovation her: https://klimatorium.dk/undervisnings-materiale/
Allerede onsdag den 18. august holder Klimatorium det Nationale Klimatopmøde, hvor toppolitikere, virksomheder og forskere også drøfter vor tids største udfordring.
For further information:
Direktør, Lars Holmegaard
Telefon: 40483008
Seneste kommentarer