AFTRYK – Waste Art/Trash Art

Vi mennesker sætter mange aftryk på verden hver eneste dag. Overalt, hvor vi færdes, dropper vi spor i form af affald og brugte genstande – meget ofte af uforgængeligt plastik.
Igennem nogle år har der eksisteret et begreb i samtidskunsten kaldet Waste Art eller Trash Art. Med kunstnerisk
sans for form og farver og de fortællinger, der ligger i enhver genstand, er kunstnere i stand til at fortolke og
genanvende spildet til en billedmæssig ressource.

Hos kunstnerne Anita Cudjoe og Patrick Tagoe-Turkson bliver brugte ris plastikposer og kasserede klip-klappere
omdannet til farverige mosaikker og kompositioner. Der er indbyggede fortællinger om livet på markeder og i landsbyer i Ghana, hvor begge kunstnere bor.

Udover at udsmykke væggen opfordrer kunstnerne os også – indirekte – til at leve miljøbevidst, og forholde os til
de udfordringer spild af plastik påfører omverdenen.

Anita Cudjoe og Patrick Tagoe-Turkson er repræsenteret
ved Gallery LM, Ulfborg.

 

 

Gallery LM er ejet af Lisbet Mogensen, dansk kunsthistoriker med mag.art. eksamen fra Aarhus Universitet. Hun har specialiseret sig i nordisk kunst, kunstkommunikation og kunstundervisning.

De seneste år har fokus i høj grad været på ghanesisk samtidskunst.

Galleriets primære fokus er på kunst, der visualiserer identitetsspørgsmål af personlig eller kulturel art eller præsenterer kunst med emner af socioøkonomisk art.

da_DK