Andrew Simms er forfatter, politisk økonom og forkæmper. Han er meddirektør for New Weather Institute, koordinator for Rapid Transition Alliance, assisterende direktør for Scientists for Global Responsibility, forskningsmedarbejder ved University of Sussex og var politisk direktør i mange år hos New Economics Foundation. Han var medforfatter og udgiver af den originale Green New Deal i 2008. Andrew udtænkte ‘Earth Overshoot Day’, der markerer, hvornår vi på året begynder at leve over vores økologiske midler, og sammen med professor Peter Newell foreslog ikke-spredning af fossilt brændsel Traktat, nu en stor international kampagne. Han opfandt også udtrykket ‘Clone Towns’, der beskriver homogeniseringen af ​​hovedgader forårsaget af kædebutikker. Magasinet New Scientist kaldte ham en ‘mester i forenet progressiv tænkning’. Hans bøger omfatter Cancel the Apocalypse, Ecological Debt, The New Economics, Tescopoly og Do Good Lives Have to Cost the Earth? For nylig er Economics: A Crash Course, den første begynderguide til emnet skrevet fra et flertal, new economics-perspektiv, medforfatter med David Boyle. Han har også redigeret og bidraget til en række samlinger af ‘moderne folkeeventyr til bekymrende tider’. Hans andre aktuelle kampagner inkluderer Badvertising – for at stoppe reklamer, der giver næring til klimakrisen, og Car Free Mega Cities. Han tweeter fra @andrewsimms_uk

Vi er udfordret til at bruge al vores kreativitet og innovation til at reducere vores klimapåvirkninger i kølvandet på den seneste videnskab om global opvarmning og et år, hvor der er slået temperaturrekorder, skovbrande, smeltende is, unaturlige katastrofer, menneskelig fordrivelse og liv ødelagt.
Af alle tilgængelige muligheder for at gribe ind, burde det være lettest at begrænse efterspørgslen blandt den menneskelige befolkning, der allerede forbruger langt over tilstrækkelige niveauer. Vi har nu årtiers forskning, der viser, at livstilfredsheden ikke stiger med højere forbrugsniveauer ud over et relativt moderat niveau, og at chancerne for at opleve velvære er lige så gode ved at ’one planet living’ som at forbruge mange gange mere.
Vi ved også, at mange af de ligetil tiltag, der ville reducere efterspørgslen – såsom overgangen til vedvarende energi fra fossile brændstoffer, overgangen fra at køre privatbiler til aktiv rejser og offentlig transport, overgangen til en mere plantebaseret kost, overgangen fra engangsbiler. , kortlivede varer til en reparations- og remake-økonomi – at alle disse ting, ud over at være nødvendige for at vende klima- og naturnødsituationen, har store ekstra fordele for sundhed og velvære.
Men de samles ikke på en systematisk måde – prikkerne bliver ikke sat sammen, og der er stadig sirenestemmer, der kalder os i den forkerte retning. Åbn et magasin, gå ned ad gaden eller se næsten enhver global sportsbegivenhed, og vi er omgivet af reklamer for stærkt forurenende SUV’er og flyselskaber, der frister os med lange udenlandske ferier, der fremmer og normaliserer en livsstil med højt kulstofindhold. Hvordan kan vi vende tingene? Er der lektioner fra de system- og adfærdsændringer, som mennesker har oplevet i pandemien, hvilke andre eksempler kan vi lære af for at opnå en hurtig overgang til at leve inden for planetariske økologiske grænser og vende klimakrisen?

Beth leder instituttets strategiske vision og administrerer organisationens programudvikling, fundraising og marketingindsats. Hun taler offentligt om, hvordan biomimetisk design i produkter, byer og landbrug kan skabe et nyt niveau af modstandsdygtighed over for vores økonomi og økosystem, hvilket igen ansporer nye niveauer af social lighed.

Før denne stilling arbejdede Beth sammen med William McDonough og Michael Braungart på The Upcycle, efterfølgeren til Cradle to Cradle, før hun var med til at stifte Cradle to Cradle Products Innovation Institute og blev dets første administrerende direktør og derefter vicepræsident. Beth, som er uddannet advokat, var også administrerende direktør for et af de første bæredygtighedsvirksomhedskonsulentfirmaer, Blu Skye, og forretningschef for Hewlett Packards Emerging Market Solutions (EMS) gruppe. Denne HP interne “start-up” fremmede en ny linse til at levere teknologiske løsninger til dem, der tjener mindre end $2 om dagen. Holdet lancerede HP’s første multi-bruger, serieforbundet computer til dårligt finansierede skoler og en solcelledrevet printer. Printeren gav mikrofinansieringsmuligheder til kvinder, der bragte betalt fotografering til fjerntliggende landsbyer, hvilket gjorde det muligt for folk at fotografere deres familiebegivenheder for allerførste gang.

Beth er uddannet fra U.C.L.A. og Loyola Law School og bor i Marin County, Californien.

Biomimetik – også kaldet bionik – er et relativt nyt videnskabelig felt, der forsøger at fremkomme med forbedret teknologi ved at hente inspiration i naturen og samtidigt forøge vores viden om denne. Det er blevet omtalt i topmedier som en af ​​de vigtigste og mest oversete strategier til at hjælpe mennesker med at opleve en højere grad af modstandsdygtighed, mens den genopretter planetariske grænser og lader alt liv (ikke kun mennesker) trives. Beth vil diskutere, hvordan Biomimicry Institute opererer i forbindelse med uddannelse og innovation. Hun vil også dele instituttets seneste arbejde med at tackle det enorme problem med spild indenfor mode og tekstil og få os til at genoverveje, hvad vi har på for ikke at være en byrde for vores kollektive luft, vand og jord.

Hans Sanderson er ansat som senior forsker ved Aarhus Universitet. Her leder han et tværfagligt klima tjeneste center som arbejder med at reducere CO2 udledninger i samarbejde med virksomheder, kommuner og organisationer. Han er AU’s EU Klima Pact Ambassadør til EU Kommissionen. Han har siden 2016 være national ekspert for forskningsministeriet omkring EU Kommissionen’s Horizon 2020 og nu Horizon Europe rammeprogrammer. Han leder et Nordisk Minister Råds projekt omkring kommuners arbejde mod klimaneutralitet. Desuden sidder han i forskellige bestyrelser og råd omkring klima og bæredygtighed i ind og udland. Han har været med til at udarbejde AU klimaregnskab samt en model for hele den danske universitetsektor.

Klimaforandringerne er vor tids globale fler-generations udfordring – det drejer sig både om at formindste de fysiske effekter af klimaforandringer men i ligeså høj grad at mindske problemernes omfang ved effektivt at reducere CO2 udledningerne globalt og dermed også lokalt. Denne reduktion i udledninger skal være reel, retfærdig og bæredygtig. Det vil sige at vi i tilgift til vores nationale CO2 udledninger også skal reducere vores importerede forbrugsbaserede udledninger. I dag udgør disse 53% af Danmarks samlede udledninger mens vores nationale udledninger udgør 47%, dette forhold er vokset over de senere år at vores importerede udledninger har overhalet vores nationale udledninger i takt med velstandsøgning, øget forbrug, og outsourcing af produktion. Vores nye CO2 afgifter er ikke effektive overfor disse udledninger. Med den nye Taksonomi for bæredygtige investeringer og det kommende CSR direktiv stilles der i stigende grad skarpt på virksomheders samlede CO2 udledninger – og her spiller igen den værdikæde specifikke udledning en central rolle som typisk 80-95% af virksomehedernes samlede CO2 udledning. Derfor stilles der krav i værdikæderne om at dokumentere og reducere den indlejrede CO2 i handelstransaktioner – CO2 bliver på denne måde en uønsket skyggepris eller ny møntfod i handelen. Denne præsentation vil vise hvordan virksomheder kan bestemme deres CO2 regnskab med fokus på værdikæden. Virksomheder kan med andre ord tage vare på deres egen bæredygtighed og overlevelse i denne disruption, ved at arbejde sammen om at reducere CO2 i deres lokale transaktioner til gavn for virksomheden, deres leverandører, kunder og det omgivende samfund hvis de synliggør deres udledninger og arbejder sammen om at reducere disse.

Med mere end 130 års historie er Tarkett en global leder inden for genanvendelige gulve og sportsoverfladeløsninger.
Gulvbelægning dækker verden. I ethvert rum, der er udtænkt og bygget af mænd og kvinder, rundt om på planeten, hvor end vi bor, giver gulvbelægning inspiration; komfort og sikkerhed, beskytte sundhed og velvære og hjælpe mennesker til at leve et bedre og lykkeligere liv.
Tarkett leverer 1,3 millioner m² gulve hver dag til sundhedspleje, uddannelse, bolig, detailhandel og gæstfrihed, kontorer og sport. Med vores fokus på at være en cirkulær virksomhed og det overordnede mål om at blive 100 % cirkulært designer vi vores affald, bevarer jordens ressourcer og reducerer dermed vores og vores klients CO2-fodaftryk.
Michael Aastrup er salgsdirektør i UK&ROI, og har arbejdet i gulvbranchen i mange år. Tidligere som nordisk direktør for Interface tæpper, og for 12 år siden ansat i Desso Group som administrerende direktør for de nordiske lande og senere UK&ROI.
Michael har i mere end et årti fokuseret på bæredygtighed og cirkulær økonomi inden for det byggede miljø og har arbejdet tæt sammen med organisationer som Ellen MacArthur Foundation & World Watch Institute, offentlige institutioner og andre interessenter. Michael har i mange år været i Styregruppen for Sustainable Build Denmark, hvor Tarkett var stiftende partner. Hvor et af målene var at identificere og hjælpe mindre innovative og bæredygtige virksomheder med at udvikle og opskalere deres forretning.

Hos Tarkett er vi overbeviste om, at en åben dialog kan hjælpe industrien i den rigtige retning. I fællesskab skal vi identificere de rigtige veje til at sænke bygningers CO2-udledning.
For seriøst at tage fat på CO2-udfordringen mener vi, at Circular Economy er en vigtig del af løsningen, og vi vil dele, hvordan dette faktisk er muligt i dag. Fokus på hele værdikæden

35 år, bosat i Randers, hvor hun også driver virksomheden WallPipe på sit 4 år. Bæredygtighed, CSR, og Cirkulær økonomi fangede for alvor Lisbeth, under hendes uddannelse som serviceøkonom, hvor hun har specialiseret sig i bæredygtighed. Hun forsatte interessen under hendes bachelor i innovation og entrepreneurship, hvor hun har brugt samtlige opgaver på at blive klogere på hvordan kan en virksomhed arbejder strategisk med bæredygtighed og tjener penge på at redde verden? Og inden hun afsluttet sin Bachelor blev WallPipe stiftet.

Udover Lisbeth Mikkelsen driver en gennemsyret cirkulær virksomhed, så skaber hun også arbejdspladser til folk på kanten af arbejdsmarkedet.
Høre om hvordan Lisbeth driver virksomheden Wallpipe, hvis eksistensgrund er bæredygtigt interiør, og hvorfor hun tog et aktivt valg om kun at ansætte mennesker på kant af arbejdsmarkedet.
”Det er fantastisk og kunne give værdien tilbage i mennesker og i deres hverdag, men det er enromt vigtig at de også bringer værdi til virksomhenden, og det er vi lykkes med” Lisbeth Grove Mikkelsen, CEO WallPipe.

Dr. Scient. Sebastian H. Mernild er prorektor og professor i klimaændringer og glaciologi. Siden 2020 har han været prorektor ved Syddansk Universitet (SDU). På nuværende tidspunkt er han også tilknyttet (20%) til Universitetet i Bergen (Geofysisk Institut), hvor han er professor i klimaændringer og glaciologi. Mernild er også IPCC Lead Author. I 2018 vandt Mernild Rosenkjærprisen, og blev nomineret til årets dansker, og i 2019 blev han optaget i Kraks Blå Bog. Mernild arbejdede i USA i syv år ved International Arctic Research Center, University of Alaska Fairbanks (2006) -2009), og ved Los Alamos National Laboratory i New Mexico (2009-2013), og tre år som seniorforsker/forskningsleder ved Centro de Estudios Científicos (CECs) i Valdivia, Chile (2013-2016). Derudover arbejdede han i Norge fra 2016-2020 som fuld professor i klimaændringer og glaciologi og som direktør for Nansen Center (NERSC) i Bergen. Efter 15 år i udlandet vendte han tilbage til Danmark i 2020.

Det er utvetydigt, at menneskelig indflydelse har opvarmet klimasystemet, og at udbredte og hastige klimaforandringer har fundet sted. Den globale overfladetemperatur var 1,09°C højere i 2011–2020 end 1850–1900, hvor menneskeskabte årsager har ændret overfladetemperaturen med 1,07°C. Hvert af de sidste fire årtier har været varmere end noget foregående årti siden 1850. For hver halve grad den globale opvarmning stiger yderligere, vil der være stigninger i temperaturekstremer, intensitet af kraftig nedbør og alvorlig tørke. Mernild vil give jer en indflyvning til de klimaforandringer vi har set over tid, men også hvad vi forventeligt vil se af forandringer i årtierne der kommer.

Klimapolitisk rådgiver, Klimabevægelsen i Danmark & Talsperson for kampagnen AnsvarligFremtidThomas Meinert Larsen er medstifter og mangeårig formand for NGOén Klimabevægelsen i Danmark. Han er ligeledes initiativtager til netværket AnsvarligFremtid, som siden 2013 har ført kampagne for, at institutionelle investorer skal øge frasalget af investeringer i kul-, olie og gas. Thomas fungerer i dag som kampagneleder for AnsvarligFremtid netværkets pensionskampagne. Han fungerer desuden som Klimapolitisk rådgiver for Klimabevægelsen. Thomas har tidligere været ansat som lektor på Københavns Universitet, men arbejder nu fuldtid med klimadagsordenen. Interessen for klimadagsordenen blev for alvor vakt i 2007, da det blev annonceret at Danmark skulle være vært for det internationale Klimatopmøde i København i 2009. Sidenhen er interessen kun øget, og hvor fokus tidligere har været fokuseret på klimaformidling og klimaaktivisme i det offentlige rum, så er fokus gradvist rettet hen mod hvordan strukturelle reformer kan bidrage til løsningen af klimakrisen, herunder vigtigheden af samspillet mellem det finansielle marked, grønne teknologier og politisk regulering skal accelereres hvis vi i Danmark og på globalt plan skal lykkes med at løse klimakrisen.

Adgangen til billige fossile brændsler har været forudsætningen for udviklingen af verdenssamfundet som vi kender det i dag? Fossile brændsler er hverdagens slaver for os alle. Men det enorme forbrug af fossile brændsler har en ubærlig omkostning, nemlig accelererende klimaforandringer som udgør en eksistentiel trussel for vores egen civilisation og for økosystemerne på kloden. Vi skal derfor hastigt nedsætte brugen af fossile brændsler, og det kræver en hastig transformation væk fra det nuværende fossil-baserede økonomiske samfundsorden som vi kender den i dag. Her spiller det finansielle system – herunder den enorme formue der er bundet op i kollektive pensionsopsparinger og private opsparinger – en helt fundamental rolle, en rolle som imidlertid kun kan forløses hvis politikerne etablerer de rette rammevilkår, herunder en høj CO2-afgift, for at sikre et fuldt stop for finansiering af nye fossile projekter, og en hastig acceleration af investeringer i grønne teknologier som vind, sol og energilagring. I sit oplæg vil Thomas præsentere sit bud på, hvordan politikere, finansielle institutioner, virksomheder, fagbevægelser og borgere skal sikre at penge og menneskelige ressourcer går fra at være modspillere til medspillere i løsningen af klimakrisen.

Julie Emontspool er lektor ved Syddansk Universitet (SDU) og leder af den tværfaglige forskningsklynge ”Sustainable Markets” på SDU’s Erhvervs- og Samfundsvidenskabelige Fakultet. Hendes forskningsarbejde fokuserer på de sociokulturelle barrierer, der hindrer individer og grupper i at ændre deres forbrugspraksis mod mere bæredygtige muligheder. Hun studerer disse barrierer i en mangfoldighed af sammenhænge relateret til social og miljømæssig bæredygtighed (indkøbspraksis, relation til og forbrug af naturen, undgåelse af affald), med indsigter formidlet i adskillige forskningsartikler og bogpublikationer. Julie samarbejder med en lang række offentlige og private organisationer i sit arbejde, senest med at udforske det europæiske markedspotentiale for vandmændsprodukter, såvel som kommuners henvendelse til biodiversitet “vilde” havearbejde. Medarrangør og projektleder for den årlige 24-timers casekonkurrence SDG CAMP, hun forbinder desuden studerende, offentlige aktører og virksomheder for at udvikle bæredygtige løsninger på presserende virksomheders udfordringer.

Når man adresserer globale udfordringer såsom klimaændringer eller biodiversitetsfald, udvikler diskussioner sig ofte hurtigt i retning af at udtænke strategier, der tilskynder individuelle borgere-forbrugere til at ændre deres adfærd. Disse strategier skaber et indtryk af, at globale udfordringer kunne løses, hvis individer bare ville opføre sig anderledes, lige fra at øge bevidstheden til at skubbe til indførelsen af bæredygtige forbrugsvaner. I sit foredrag undersøger Julie Emontspool denne antagelse kritisk, ved hjælp af eksempler fra hendes eget og hendes kollegers forskningsarbejde til at udpakke, hvorfor det at henlægge ansvaret til den enkelte ikke skal ses som en løsning. Efter at have vist, at ansvarliggørelse af den enkelte borger-forbruger ikke kun er utilstrækkelig, men også potentielt skadelig, giver hun refleksioner over, hvordan samfundsaktører kan forene kræfterne for at muliggøre realistiske adfærdsændringer og adressere globale bæredygtighedsudfordringer.

Kristian Borch er Phd & forsker i konflikter mellem teknologisk udvikling og samfundet.

Han er dels ansat som Seniorforsker ved Institut for rural- og regionalforskning, Trondheim. Og dels som Lektor ved Aalborg Universitet.

Specielt er grøn innovation og omstilling et felt han har beskæftiget mig med, herunder udvikling af bæredygtige løsninger inden for energi, fødevare- og landbrug, samt lokal værdiskabelse og borgerinddragelse.

Med regeringens udspil “Danmark kan mere II” findes nu en skap målsætning for den grønne omstilling i Danmark. Imidlertid oplever borgerne alt for ofte et stort demokratisk underskud når kommunen planlægger for VE-anlæg. Hvis ikke staten skal overtage denne planlægningsopgave (og det skal de helst ikke), må kommunerne prioritere denne opgave langt højere end de fleste af dem gør i dag.

Kommunerne efterlyser mere hjælp fra staten, men mange af dem er ikke selv godt klædt på mht planlægningskompetencer, og til at samarbejde med borgerne om denne vigtige opgave.Borgerne er vrede over påduttet teknologiske løsninger som vindmøller og solcelleparker fordi de ikke kan gennemskue beslutningsprocessen, og fordi de oplever at udefra kommende selskaber løber med gevinsten, mens de står tilbage med en teknologisk anlæg de ikke har bedt om. Derfor bruger kommunerne mange ressourcer på at behandle klager fra borgerne.Staten på sin side mener at have gjort sit med en VE-lovgivning som skal kompensere borgerne for generne. Forskning viser imidlertid, at flere af VE-lovens elementer faktisk øger modstanden fra borgernes side.Når stat og kommune ikke kan finde fodslag i den grønne omstilling, hvordan skal borgerne så kunne?

Oplæget tager fat i løsninger, der både er demokratisk og langt mere effektiv en den gængse fremgangsmåde, hvor privatisering, teknologi og regler vejes tungere end lokal viden, fællesskaber og samskabelse.

Tidligere økologisk landmand, højskoleforstander, landbrugsskolelærer.

Har siden 1992 været projektmager indenfor affaldsfri udvikling og er initiativtager til friland.org og  grobund.org

Han laver foredrag og udvikler halmelementer nu, og har i 20 år boet i et halmhus med positivt CO2 aftryk.

Steen Møller er ekspert indenfor det at leve off-grid. Han vil fortælle om hvordan han i dag bor i et halmhus med positivt CO2 aftryk og hvordan han med et 0-udledningssystem, recirkulerer alt spildevand i et produktionsanlæg som producerer frugt og grønt.
Steen Møller vil også komme ind på hvordan han med sin stenbrændeovn biologisk røgrenser al røg og aske og heraf kan producerer salat mm.

på vej…

Anna Aslaug Lund er arkitekt og landskabsarkitekt MAA, PhD. Hun er adjunkt på Københavns Universitet – Landskabsarkitektur og Planlægning, hvor hun i øjeblikket arbejder på forskningsprojektet ”Danske byers tilpasning til havvandsstigning – nye løsningsrum”, der omhandler landskabsbaserede tilgange til klimatilpasning af kyster. Projektet er støttet af Realdania og er et samarbejde mellem Københavns Universitet, Arkitektskolen i Aarhus og DTU. Annas forskning i klimatilpasning kredser især om sammenhænge mellem rekreative potentialer, sanselige værdier, økologier, kulturhistorie, identitet og fortællinger.

Tilbagetrækning bliver i stigende grad overvejet som en blandt flere mulige løsninger i arbejdet med klimatilpasningen af vores kystlandskaber. Men hvordan arbejder vi med tilbagetrækning i praksis? Og handler det i virkeligheden også om, at vi skal ændre vores syn på kystlandskabet, og gøre op med en forståelse af kysten som en veldefineret linje, men derimod se kysterne som en zone? I oplægget bliver der peget på konkrete internationale eksempler på tilbagetrækning. Det bliver diskuteret, hvordan vi kan overføre disse erfaringer til en dansks kontekst, og hvilke rumlige, sanselig og rekreative potentialer som tilbagetrækningsprojekterne besidder.

Videncenter for Miljø og Ressourcer, Danske Regioner siden 2006, tidligere rådgiver i Danida og NIRAS. M. Sc. Mineral Exploration, Queens University, Ontario, 1999, B.Sc. i Geologi,  Københavns Univeristet 1994.

Klimatilpasning kræver lokalt ejerskab og engagement, samtidigt så skal de enkelte projekter tænkes sammen så de supplerer hinanden og giver sammenhængende løsninger i vandets geografi. Vandoplande kan være lokale, regionale eller sågar transnationale. Et større fjordopland kan også anses som bestående af en mængde mindre deloplande, der er underlagt de samme rammebetingelser. Denne erkendelse kræver at vi inddrager og anvender de relevante niveauer, der hvor de giver mest værdi. Det gælder både borgere, organisationer, virksomheder og myndigheder. Sammenhæng kræver en rammeplanlægning, men hensyn til ejerskab kræver også, at vi overlader detail udformningen til så lokalt et niveau som muligt. Sådan sikrer vi bedst helhedsløsninger, som indbyrdes er meget forskellige, og som tilgodeser og vægter forskellige hensyn. Derfor vil de bidrags- og finansieringsmodeller der skal betale for dem også være meget forskellige. Dette skal den overordnede rammeplanlægningen kunne håndtere. Den samme forskellighed gælder løsninger på en lokal klimaudfordring versus en bredere regional udfordring. Forskellige bidrag og betalingsmodeller skal kunne tænkes sammen. Der er allerede flere puljer til formål, der har potentiel synergi med klimatilpasning – udtagning af lavbundsjorde, kystpulje, miljømål. Der er også bred efterspørgsel efter en national fond til klimatilpasning. Det måske største investeringspotentiale får vi ved at sikre, at den fremtidige by- og infrastrukturudvikling bidrager til klimatilpasning – og ikke blot tilføjer et udsat område med et nyt sikringsbehov. Der er desuden en række aktuelle muligheder i EU’s finansielle rammeprogram for 2021-2027, hvor det er fastlagt, at 25 % af EU’s budget skal være klimarelateret. Dette omfatter muligheder inden for EU’s genopretningsfacilitet, Interreg projekter samt programmer specifikt målrettet klimatilpasning som Horizon og LIFE. Det kan give os mulighed for at geare lokale med centrale midler, og sådan kan vi finde løsninger, der både har et lokalt ophæng, og som giver mening i en større geografi.

Behovet for klimatilpasning er stort, og oversvømmelse fra hav eller vandløb samt erosion kræver ofte løsninger på tværs af kommunegrænserne.

Reelt er der brug for ny planlægning af klimatilpasning ved mange vandløb og kyster.

Vi ser, at kommunerne flere steder i landet frivilligt arbejder sammen om vandløbssystemer og kyststrækninger.

Eksempelvis er Gudenåkomiteen og Limfjordsrådet klare eksempler på langvarige, frivliige samarbejder med udgangspunkt i et fælles vandsystem. Et nyt tværkommunalt samarbejde om klimatilpasning kunne videreføres i et frivilligt set-up.

Karsten Schipperheijn er medejer af P2, et hollandsk certificeret B-selskab med 75 fagfolk, som er specialiseret i ledelse af projekter på flere niveauer, på flere niveauer og med flere interessenter. Som stedfortrædende projektleder og interessentleder for projektet Room for the Waal River var han ansvarlig for beslutningsprocessen mellem alle samarbejdspartnere, for kommunikation med alle interessenter og for koordinering af projektet med grænseflader (andre projekter). En specifik styringsstruktur blev opbygget for at styrke samarbejdet mellem alle partnere. Men vigtigere er den åbne, deltagende tilgang mellem interessenter. Seneste andre projekter er (1) realiseringsprogrammet for det hollandske Waddensea 2050, (2) den områdeorienterede tilgang til kvælstofspørgsmålet i Holland og (3) overgangen til smart mobilitet i det sydlige Holland.Karsten holder også gæsteforelæsninger på universiteter i Holland om deltagelse og procesledelse. Han underviser i programledelse og forbindelsesforhandlinger for kommuner, vandmyndigheder og NGO’er. Karsten er halvt dansk og tilbringer det meste af sine ferier i Danmark.

I århundreder har hollænderne bygget højere og højere diger for at holde vandet i skak i et land, hvor 55 procent af boligerne er placeret i områder, der er udsat for oversvømmelser. Men i 1993 og 1995 brød flodernes diger næsten sammen på grund af højt flodvand. Klimaforandringerne overbeviste hollænderne om at ændre kurs, og landet startede et program med at flytte snesevis af diger tilbage på 39 steder i hele landet for at give plads til svulmende floder. The Room for the Waal-location i byen Nijmegen var et af de mest komplekse projekter. Programmet havde to mål: at øge vandsikkerheden og at tilføje en rumlig kvalitet. I Nijmegen, der ligger ved et af landets smalleste flodsving, var flodbunden kun 450 m bred sammenlignet med 1.000 m andre steder. Denne flaskehals resulterede i, at store mængder vand måtte trænge sig igennem den smalle passage i perioder med højvande. Med risiko for oversvømmelse opstrøms. Derfor blev åområdet udvidet gennem flytning af digerne. En hjælpekanal blev gravet, en ny ø blev skabt, forbundet med ‘fastlandet’ med tre nye broer. En unik ny åpark med plads til natur og rekreation blev udviklet og et nyt boligkvarter opstod. Før disse foranstaltninger blev implementeret, skulle mange forhindringer overvindes. Mange mennesker var ekstremt kritiske i begyndelsen. Mere end 50 husstande måtte flytte. Folk var bange for vand i deres kældre, for støj under byggeprocessen og for at miste kulturarv. Hvordan tacklede vi (potentielle) dilemmaer i de forskellige trin af processen? Hvordan samarbejdede designere, interesseorganisationer og indbyggere om at opfinde løsninger med merværdi? Hvordan brugte vi truslen om højvande til at skabe muligheder?

Naturbaserede løsninger gør vores livsmiljø modstandsdygtigt over for klimaforandringer. Albert Jan Kerssen er en hollandsk ekspert i naturbaserede løsninger i det byggede miljø med stor erfaring i integrerede projekter inden for den offentlige og private sektor. Han er en af Hollands topspecialister i taggartneri (forfatter til 2 bøger, autoritet i præstationsnormer, foredragsholder, foredragsholder). Og han er aktiv inden for klimatilpasning, specielt med brug af naturbaserede løsninger. Han er ingeniør, leder, leder og iværksætter inden for produktudvikling, forskning, videndeling og innovation. Efter at have arbejdet med disse emner i næsten to årtier i adskillige organisationer, arbejder Albert Jan nu som konsulent og leder for idverde.idverde er Europas førende udbyder af vedligeholdelsestjenester og landskabsprojekter. idverde har et konsulentfirma i Holland fuld af ‘grønne eksperter’. Omkring 80 erfarne landskabsdesignere, økologer, strategiske planlæggere, tekniske ingeniører, vedligeholdelseskonsulenter og geodataspecialister, som forstår træer og planter og har viden om naturen i by- og landområder. De arbejder for regeringer (centrale og lokale), semi-regeringer, ejendomsudviklere, virksomheder og private principper. Bevidstheden om, at brug af naturens egen opfindsomhed er nøglen til at løse udfordringer relateret til oversvømmelser, regnvand, varme og tørke, men også faldende biodiversitet, voksende urbanisering, sundhedsproblemer, cirkulær økonomi og bæredygtighed gør arbejdet i denne virksomhed til stadig større relevans for deres opdragsgivere. I samarbejde med kunder, open space-forvaltere, entreprenører, beboere, brugere og en række eksperter, fører deres metoder til ny indsigt, kreativitet og innovation. Som markedsleder er deres mål at have størst mulig positiv effekt på et fremtidssikret grønt område i by- og landbomiljøet.

Holland er førende i verden inden for vandforvaltning. Befolkningen i dette relativt lille land, tæt befolket og med store områder under havets overflade, har mestret kunsten at beskytte mod oversvømmelser og vandforsyning og -behandling. I dag vokser bevidstheden om, at mere brug af naturens egen opfindsomhed er nøglen til at skabe fremtidssikrede løsninger mod oversvømmelser, regnvand, varme og tørke. Forståelse for træer og planter og viden om naturen i by- og landområder er afgørende for at optimere projekter i boligmiljøet som løsninger mod virkningerne af klimaændringer. Albert Jan vil tale om designprincipperne, tilgangen til at tilmelde interessenter og tackle tekniske og andre udfordringer, understøttet af nogle slående eksempler. Varierende fra småskalaløsninger i en forstad til storskalaprojekter i overløbsområder af hovedfloderne, tilskrives det hele en holistisk tilgang til ikke kun at fremtidssikre levemiljøet mod klimaforandringer, men også øge biodiversiteten, bæredygtighed og skabe en sundt miljø for mennesker, flora og fauna.

Henrik Vest har arbejdet med natur, vand og klima i mere end 20 år og næsten altid i kombination med hinanden. Som anlægsingeniør har Henrik projekteret en lang række naturgenopretningsprojekter – restaurering af vandløb, genetablering af tørlagte moser, bekæmpelse af okker, vådlægning af moser m.v. – først gennem Sønderjyllands Amt og senere som chefkonsulent i rådgiververdenen. I 13 år har Henrik været afdelingsleder i Orbicon (nu WSP), med det overordnede ansvar for natur, vandløb, VVM, marine forhold m.v.

I dag bruger Henrik sine kompetencer i Region Midtjylland, hvor han er Teamleder for Klima og Vand; desuden arbejder som chefkonsulent på flere af regionens klima- og Biodiversitetsprojekter – Coast to Coast Climate Challenge, BioScape og ReDoCO2.

Henrik har altid interesseret sig for det multifunktionelle i projekter, som led i at skabe så mange resultater som muligt for de samme midler. “Eksempelvis er det vigtigt at indtænke biodiversitet, rekreative forhold, beskyttelse af overflade- og grundvand i forbindelse med planlægning og projektering af klimatilpasningsprojekter”; Involvering af lodsejere og andre interessenter ligger også Henrik meget på sinde og hvordan udvikling af området kan være med til at forbedre de processer og resultater, der er tilknyttet med de enkelte projekter.

Der er i disse år fokus på udtagning af lavbundsjorder, som middel til at reducere landbrugets udledning af CO2.

Lavbundsområderne fungerede tidligere, før afdræningen af Danmark, som landskabets buffer til tilbageholdelse af vand. Vandet løb simpelthen langsommere gennem landskabet og gav samtidig liv til flora og fauna. Opdyrkningen af disse arealer har fjernet denne bufferkapacitet og vandet løber nu hurtigere gennem landskabet, hvilket i visse tilfælde skaber oversvømmelser nedstrøms i vandoplande med værditab til følge.

Det er derfor væsentligt, at der i forbindelse med udtagning af lavbundsjorder fra landbrugsmæssig drift indtænkes den klimatilpasningsmæssige gevinst, der kan opnås ved genetablering af bufferkapaciteten i forbindelse med vådlægning af lavbundsarealerne.

Udtagning og vådlægning af lavbundsjorder er ikke helt ukompliceret. Der kan være nærliggende arealer, som utilsigtet bliver mere våde, der kan være ønsker om brugen af arealer til solceller, alternative afgrøder m.v., der kalder på en mere overordnet planlægning.

Effekten af at udtage lavbundsjorder vil svinge alt efter hvor meget kulstof jorden indeholder. Der udvikles i øjeblikket flere metoder, som kan anvendes i en mere detaljeret kortlægning af lavbundsjordenes indhold af kulstof, muligheder for vandstandshævning m.v., som vil gøre det lettere at gennemføre en mere målrettet planlægning og prioritering af udtagningen.

Geograf

Projektleder for Klimabåndet og klimatilpasningskoordinator i Randers Kommune.

Randers Kommune arbejder målrettet med en etapebaseret plan for klimatilpasning af de lavtliggende arealer i Randers midtby. Det giver mulighed for at integrere klimatilpasning og byudvikling og tilbyder en alternativ finansieringsmodel – men når digerne først virker, når det sidste hul er lukket, stiller det krav til den løbende risikovurdering.

Lise Holm er projektleder for kystbeskyttelsesprojektet i Dragør Kommune. Hun har arbejdet med kystbeskyttelse på blandt andet Sjællands nordkyst og i Hvidovre Kommune.

Dragør Kommune arbejder med en stedstilpasset kystbeskyttelse i et langsigtet perspektiv, hvor også naturudvikling på kortere og længere sigt indgår.
På kommunens 13 km kytslinje findes den eneste uregulerede kyststrækning på Amager og her er vigtige naturkvaliteter, som er beskyttet af bl.a Natura 2000.

Som en del af tilgangen, arbejder kommunen med at forstærke, forbinde og forny de særlige natur- og landskabskvaliteter, der kendetegner den lille kommune.
Dertil kommer en-til-en dialog med grundejere om brug af de kystnære arealer i puslespillet for at få kystbeskyttelse, naturudvikling og grundejerinteresser til at gå hånd i hånd.

Lis Nowak er uddannet Civilingiør fra Aalborg Universitet og har en bred erfaring fra flere kommuner indenfor planlægning af byer og det åbne land. Herunder et særligt fokus på klimatilpasning og at opnå synergier og merværdi i arealudnyttelsen.

Hun sidder i dag med projektledelsen af Odense Kommunes DK2020 Klimatilpasningsplan – og er derudover projektudvikler på kystbeskyttelsesprojekter i Odense Kommune.

 “Vi drømmer om et Odense, der går forrest i klimaindsatsen, så vores børn kan arve en by og en verden i balance.” 

Dette var en af visionerne i Odense Kommunes Bystrategi fra 2019. Siden har vi forpligtet os til at skulle være klimaneutrale i 2030 og vi har tilsluttet os DK2020 visionerne om et klimatilpasset Odense i 2050. 

De senere år har vi gennemført et større EU-projekt kaldet Odense-Modellen, Klimatilpasning af Odense. Heri har vi blandt meget andet fået mulighed for at lave et grundigt forarbejde med kortlægning af vandkorridorer og potentielle løsninger af de klimaudfordringer på vandområdet, som Odense står overfor. Vi har stigende temperaturer, men de største udfordringer ligger på stigende nedbør, stigende vandstand i havet, stigende terrænnært grundvand og ikke mindst de følger alt dette har for mængden af vand i vores vandløb. Vi taler derfor om at planlægge og agere i forhold til vand fra alle fire sider. 

Vi har haft muligheden for at lægge et stort forarbejde ind i det, der i efteråret 2022 skal blive vores DK2020 Klimatilpasningsplan – og dermed den ene halvdel af vores DK2020 planlægning. Dette med stor risiko for et “nyt innovativt projekt”, der ikke hjælper til implementering af en blivende forandring, som kan kopieres til andre områder. Samtidig dog også noget, som vi har haft et udbredt fokus på at undgå. 

Grundarbejdet for vores kommende Klimatilpasningsplan er funderet med et godt samarbejde med vores forsyningsselskab VandCenter Syd og et internt samarbejde mellem plan- og vandmyndigheder. Det er også på skuldrene af dette samarbejde, at vores fremtidige planlægning og ikke mindst klimatilpasningen af Odense skal bygges. 

Hvordan dette hænger sammen og hvad der måske kan kopieres til andre områder er netop hvad vi gerne vil fortælle kort om – og ikke mindst debattere på Det nationale klimatopmøde.

Jeg er uddannet Civilingeniør indenfor bygge og anlæg, med speciale i vandbygning. Jeg har arbejdet med kysterne og deres dynamik , primært i Europa, som fundament til at håndtere risikoen for erosion og oversvømmelse. Jeg samarbejder med mange, herunder universiteter for at udvikle vores viden.

De lavtliggende kystnære områder bliver vådere og vådere. Havvamdet stiger og dermed også det kystnære grundvand. De presser husene i de områder, som ofte ikke er designet til at kunne klare oversvømmelser. Hvad skal vi gøre? Vi skal flytte til et højere niveau over tid. Hvordan italesætter vi det?

PhD Mechanical Engineering, University of Colorado ved BoulderMS Energy Systems, Arizona State UniversityBSE Mechanical Engineering, Arizona State University Dr. Krumdieck er forskningsleder for Islands Center for Net Zero. ICNZ blev annonceret i 2021 med £33M i kerne- og matchende finansiering for at realisere overgangen til klimasikker energi på de skotske øer inden 2030. Hun er medstifter og en administrator af Global Association for Transition Engineering (GATE). Transition Engineering er en ny disciplin, der ligesom Safety Engineering har ligetil metoder og værktøjer til omhu for at opfylde bæredygtighedsmål på alle områder. Susan har mere end 160 peer-reviewede publikationer, og hendes bog Transition Engineering, Building a Sustainable Future (CRC Press, 2020) har modtaget gode anmeldelser og solgt mere end 20.000 eksemplarer. Transition Engineering vokser hurtigt med on-line mikrolegitimationer ved University of Canterbury. Susans banebrydende forskning gennem 20 år i NZ udviklede dataobservatorierne og tekniske værktøjer til overgangen af person- og godstransport og energi. Hun er nok mest kendt for at give ærlig og politisk agnostisk information om teknologi eller energiproblemer og muligheder.

Denne præsentation vil tage tre perspektiver på klimakrisen. Overvågningsperspektivet dækker to århundreder, fra 1911 til 2111, og spørger: Hvad sker der i 20ll, der ændrer klimakatastrofeforløbet og bremser den uholdbare udvikling nok til at holde den globale opvarmning under 1,5C? Det operationelle perspektiv undersøger den viden, værktøjer og kapaciteter, der er tilgængelige i 2011, og argumenterer for fremkomsten af en korrigerende transdisciplin. Grundlæggende, givet den kapacitet til ubæredygtighed, der er blevet opnået i løbet af århundredet 1911-2011, er argumentet klart, at menneskeheden gennemgår en udvikling, den antropocæne overgang. Evolutionen skaber 3. ordens tænkning. Det er her, organisationer og mennesker kan erkende uholdbarhed og overvinde personligt og gruppemæssigt selvbedrag for at foretage effektive korrigerende handlinger. Det praktiske perspektiv undersøger, hvordan kapaciteten til korrigerende disciplin repræsenterer en ny forbedret erkendelse på skalaen af 1. ordens evolution af sprog, kunst og værktøjsfremstilling, og 2. ordens udvikling af landbrug, skrivning, nul og retsstat. Forslaget er, at 3. ordens evolution har et nyt niveau af selvkritisk bevidsthed og bruger digitale repræsentationer og simuleringer til at overvinde selvbedrag og til at behandle fremtidens mennesker som interessenter. Den tværfaglige overgangsmetode for innovation, ledelse og ingeniørvirksomhed præsenteres som en proces til opnåelse af kognitiv flydende evne mellem forskellige interessenter, når de udforsker sansning, opdagelse og indsigt for at nå frem til sikre næste skridt for at rette op på uholdbar praksis og materialer.

Tom Heron, Direktør i NIRAS med et stort hjerte for miljø, vand, energi, bæredygtighed og digitalisering.

Kort introduktion til Regeringens Erhvervsfyrtårn for Vandteknologi.

Dette Fyrtårn er forankret i Region Midtjylland og i de meget stærke faglige miljøer indenfor vandteknologi, som udgøres af virksomheder, forsyningsselskaber og myndigheder i regionen.

Jonas Falzarano Jessen er uddannet antropolog og ph.d.-stipendiat ved Institut for Kultur og Læring, Tekno-antropologisk forskningsgruppe og det tværfaglige forskningsprojekt ‘Smart Water Infrastructures’ (SWIft) på Aalborg Universitet. Hans forskning fokuserer på, hvordan man overfører teknisk viden fra laboratorier på universiteter og den private sektor til effektive løsninger på vandproblemer, der passer til forventningerne og behovene i den ‘faktiske’ verden og omvendt. Til sin forskning laver Jonas feltarbejde på vandværker og innovationscentre både i Danmark og i udlandet for at studere, hvordan vandteknologier forstås, adopteres og tilpasses forskellige kulturelle, politiske og geografiske kontekster.

En Jord i balance er en Jord med sunde akvatiske økosystemer. Gennem direkte og indirekte menneskelige indgreb i vandets kredsløb har menneskeskabte aktiviteter, der håndterer, indeholder, bruger og ofte forurener vand, dramatisk transformeret sådanne økosystemer til et punkt, hvor forståelsen af den nuværende og fremtidige tilstand af vandforvaltning kræver et integreret, tværfagligt perspektiv, der tager hensyn til mennesker , vand og teknologi som ligeværdige og interaktive dele af vandrelaterede udfordringer … og deres løsninger. Åbningstalen for denne session vil kritisk behandle to nøgleemner forbundet med fremkomsten af smarte og integrerede vandteknologier som midler til at optimere økonomien og bæredygtigheden af morgendagens vandforsyninger fra et teknisk og antropologisk perspektiv, nemlig sensorialitet og skalerbarhed. Digitale teknologier er forudset af deres vigtigste fortalere for at muliggøre informeret og datadrevet beslutningstagning i en stadig mere usikker verden, baseret på interoperable vanddata i realtid indsamlet og analyseret via billeddannende satellitter, sensor t eknologi, maskinlæring og AI-baserede forudsigelser. Men den daglige drift af et vandværk er i sagens natur drevet af menneske-data-vand-relationer, der ikke kun er afhængige af rationalitet og faktualitet, men også på sanselighed. Jeg vil diskutere, hvordan optimering af vandstyringssystemer betyder at bygge digitale teknologier, der integrerer, relaterer til og hjælper med at øge forsyningsoperatørernes sensoriske tilhørsforhold til systemet. Smarte vandsystemer bærer et løfte, der antager lokale og nationale former, men som er globalt i sine forhåbninger. Det er et løfte om optimering og adgang, om en retfærdig vandfremtid, om at reagere på nuværende og fremtidige klimatiske udfordringer, og for de mest opfindsomme er det også et løfte om en ny international eksportvirksomhed. Men hvad vil det sige at skalere vandteknologier lavet i Danmark til nye kulturelle, politiske og geografiske kontekster? Og hvad skal der egentlig til for at gøre ‘smarte’ vandteknologier smarte i praksis?

Dr. Scient. Sebastian H. Mernild er prorektor og professor i klimaændringer og glaciologi. Siden 2020 har han været prorektor ved Syddansk Universitet (SDU). På nuværende tidspunkt er han også tilknyttet (20%) til Universitetet i Bergen (Geofysisk Institut), hvor han er professor i klimaændringer og glaciologi. Mernild er også IPCC Lead Author. I 2018 vandt Mernild Rosenkjærprisen, og blev nomineret til årets dansker, og i 2019 blev han optaget i Kraks Blå Bog. Mernild arbejdede i USA i syv år ved International Arctic Research Center, University of Alaska Fairbanks (2006) -2009), og ved Los Alamos National Laboratory i New Mexico (2009-2013), og tre år som seniorforsker/forskningsleder ved Centro de Estudios Científicos (CECs) i Valdivia, Chile (2013-2016). Derudover arbejdede han i Norge fra 2016-2020 som fuld professor i klimaændringer og glaciologi og som direktør for Nansen Center (NERSC) i Bergen. Efter 15 år i udlandet vendte han tilbage til Danmark i 2020

Vi har en global udfordring – også når det kommer til afbødningen af CO2-udledningerne til atmosfæren. Gabet mellem det vi gør og det vi burde gøre for at “Keeping 1,5 alive” er stor, og har aldrig været større. Som forholdene er i dag, vil de globalt implementerede politikker forventeligt medføre en middeltemperaturstigning på 3,2 grader i 2100. Med de annoncerede politikker, som endnu ikke er realiseret, vil temperaturstigningen være på minimum 2,8 grader. Noget skal ske, men hvad skal til?

Jenny er en kreativ og innovativ strateg. Hun brugte de første 20 år af sin karriere inden for marketing og kommunikation og ny forretningsudvikling. Hun var strategidirektør og en del af ledelsesteamet i Oglivie One Worldwide, blev partner i Company Group i Holland, hvor hun grundlagde og udviklede flere virksomheder. Koncernen blev solgt til TBWA (Omnicom), og hun blev administrerende direktør for TBWA Holland. Hun rejste i december 2003 for at søge nye inspirationskilder. Hun har skrevet to bøger om systemændringer. Perfect World Principle i 2011 og Fra store ideer til gigantiske spring i 2019.
Hun deler nu sin tid mellem voksende nye effektforetagender, sin egen spirende virksomhed Giantleapers.com, der hjælper store brands til en fælles og bæredygtig fremtid og at være bestyrelsesmedlem i en række bestyrelser.

Vi mærker det hver dag. Fortiden rummer ingen garantier for fremtiden længere. Det, vi lærte, hvordan vi traf beslutninger og den måde, vi så på virkeligheden, kunne have tjent os, men udfordrer os nu. Når eksisterende systemer svigter, er vi nødt til at skabe nye. Hvordan nærmer vi os denne nye virkelighed? Hvordan accelererer vi og skaber verdensforandrende organisationer.