blank

Klimaløsninger

Quiz om klimaløsninger

Klimaquizzen er en bevægelsesquiz. Modsat Klimaquizzen under ’Viden og Undersøgelse’ fokuserer denne quiz på konkrete klimaløsninger. Grundstenen i klimaquizzen er et QR-løb hvor eleverne skal ud og løbe ’Klimaruten’.  På Klimaruten kommer dine elever på en klima-skattejagt, der både giver viden og bevægelse. Du som lærer vælger selv ruten og hvor posterne skal placeres. Ud fra materialerne til rådighed,  sender du dine elever ud på jeres lokale klimarute. Ved hver post skal eleverne vha. QR-koder se en film og udfylde den medfølgende multiple choice-quiz. 

Der er i alt 7 projektbaserede klimavideoer med vært Maja Adjoa. Igennem disse videoer får eleverne viden omkring konkrete klimaløsninger. Her er både bæredygtige løsninger, der understøtter den grønne omstilling og bidrager til at mindske klimaforandringerne, og der er løsninger, der gør os bedre i stand til at håndtere de klimaforandringer, der vil ske. Det er dig som lærer, der bestemmer, hvilken rute eleverne skal gå.

blank

OPGAVER OG MATERIALE

Klimaruten

Denne klimarute indeholder i alt 7 poster.
Hver post er repræsenteret ved hjælp af en plakat med tilhørende QR-kode.
Print plakaterne ud og sæt dem op i skolens eget lokalområde.

QR-koden leder eleverne ind til en video omhandlende en konkret klimaløsning.
På hver af plakaterne er der desuden et felt, hvor du kan notere, hvor den næste post befinder sig.
Du skal altså som lærer selv sørge for at lave en rute, eleverne kan gå ad i jeres lokalområde eller på jeres skole, og sikre instruktion af eleverne, så de kan nå frem til de enkelte poster.

Det giver god mening at tilgå videoerne i kronologisk rækkefølge, men om nødvendigt kan der sagtens byttes rundt, for eksempel hvis eleverne skal fordeles på ruten.

Vi anbefaler, at du sender eleverne ud på ruten parvis eller i mindre grupper, så de kan tale med hinanden om emner og spørgsmål. Da de skal se videoerne på en relativt lille skærm, skal det ikke være i for store grupper.

Når eleverne sendes afsted på ruten, skal de, udover at med- bringe en smartphone eller tablet til at scanne QR-koderne, også have det printede quiz-ark med.

Opgave-quiz efter endt bevægelsesquiz

Når eleverne har været igennem ruten, gennemgår du svarene i klassen – og I ser, hvem der var bedst til at følge med.

Du kan som lærer se quiz-svarene på lærevejledningen her og download af quiz-ark til eleverne her.

I forbindelse med, at I gennemgår svarene, samles der op i klassen.

Du kan tage udgangspunkt i følgende samtale-spørgsmål:

• Var der noget, der overraskede eleverne?
• Var der noget, der var svært at forstå?
• Hvad synes de om de løsninger, de hørte om?
• Var der nogle af løsningerne, der gav dem inspiration til andre klima-ideer?

BEVÆGELSE – JA TAK!

BEVÆGELSE – JA TAK! Meningen med QR-løbet er at få bevægelse ind i undervisningen.

Har I ikke mulighed for at afvikle QR-løbet, som det er tænkt, er det selvfølgelig muligt at vise videoerne i klassen via ovenstående links. Som et alternativ til de printede poster kan du også lægge spørgsmål og links ind i find2learn, educaching eller en lignende geo caching app, hvis din skole bruger dette.

da_DK