Havnerundfart i Lemvig

Et fuldstændigt besøg på ”Klima uden grænser” bringer dig rundt på  havnen i Lemvig. Få derfor fuld valuta for pengene – læs her lidt om det du møder på din vej.

Lemvig havn er fuld af liv. Her er legeplads for store og små, masser af udsigtsbænke, hyggekroge, krabbefisker-net, grill-steder, bagagerumsmarked og underholdning hele sommeren. På visitlemvig.dk finder du informationer om arrangementer og events.

Her følger små beskrivelser på seværdigheder på selve havnen – tæt på havnen – og på begge sider af Lem Vig.

 

Lemvig Skatepark

Havnerundfart Lemvig Skatepark

I 2013 vandt den 11-årige Lasse Kier Vejlby DR’s og Dansk Arkitekturcenter’s landsdækkende konkurrence ‘Byg det op’, med sit forslag om en skatepark på havnen i Lemvig. Dermed fik Lemvig første etape af et nyt attraktivt byrum på Østhavnen – det rum, der nu også omfatter Klimatorium.

 

Lemvig Maskin- og Køleteknik (LMK)

Havnerundfart Lemvig Maskin- og Køleteknik

LMK udfører ny- og ombygning samt reparation af motorer, konstruktion af marineudstyr, hydraulik-, stål- og aluminiumsarbejder, fabrikation af alle former for tromle- og spilløsninger, produktion af landgange og falderebstrapper, landgangsstiger, fortøjningstromler, lodslejdertromler.

LMK laver smedeopgaver i stål samt søvandsbestandigt aluminium. Har i samarbejde med Hasløv & Kjærsgaard designet porte og karme som, sammen med betonelementer fra Oranje Beton i Holstebro, sikrer Lemvig by mod højvande.

I mange år har LMK lavet luger og døre til fiskeindustrien, som kræver at være 100 % vandtætte i alt slags vejr, og det er denne ekspertise, der er videreført til de aluminiumsporte, som er en del af højvandssikringen. Sættet består af stolper/karme fremstillet i varmgalvaniseret stål og tilhørende porte eller skotte i søvandsbestandig aluminium.

Udover at portene samt skot skal kunne klare vandmaserne, er de samtidig designet til at kunne håndteres af 1 person. – Portene kan køres til siden ved hjælp af et skinne-system og skot kan let afmonteres med håndkraft.

 

Lemvig Bedding

Havnerundfart Lemvig Bedding

Beddingsområdet på Lemvig Havn har, udover at være et kulturhistorisk og et æstetisk vigtigt element på havnen, også en mission med væsentlig erhvervsmæssig opgaver. Her repareres og serviceres områdets mindre fartøjer indenfor fiskeri, bugsering, transport og også privates lystbåde.

Med 6 beddingsvogne og 7 sidespor samt 2 hovedspor fra selve ophalerbeddingen, kan der hales fartøjer op til hele 150 tons. En bedding, centralt beliggende, med et alsidigt og overskueligt anlæg, med både plads og god funktionalitet.

Lemvig Bedding har siden foråret 2013 været drevet af LMK.

 

Naturen møder byen

Havnerundfart Legeplads
Lemvig har ikke haft mange legepladser i centrum hidtil, så den nye plads på havnen har været en succes fra starten. Den består blandt andet af trampoliner, et skulpturelt udformet gyngestativ og en karrusel fra UNO. Derudover er der møbler til ophold og samvær på pladsen

 

International kunst på Lemvig Havn

Havnerundfart International Kunst

Tre værker af den internationalt anerkendte kunstner Jeppe Hein er udstillet på Lemvig Havn. Tre bemærkelsesværdige bænke tilpasset omgivelserne.

Værket, hvis officielle navn er ”Modified Social Benches for Lemvig” eller på dansk ”Tilpassede Sociale Bænke for Lemvig”, er udformet i rustfri stål og pulverlakeret i orange-røde farver. Ifølge Jeppe Hein refererer farven til maritime elementer som krabber, havdyr, signalkoste og fiskenet og -bøjer.

 

Bjergbanen i Lemvig

Havnerundfart Bjergbanen Lemvig
Bjergbanen er navnet på togforbindelsen fra Lemvig Station til havneområdet. Grundet højdeforskellen zigzagger banen sig ned på havnen, og på den korte distance opleves et fald på over 30 meter.

Banen blev etableret som et bindeled mellem det øvre Lemvig og havneområdet, og satte området i forbindelse med resten af VLTJ strækningen. Toget kører hvert år i sommermånederne og i forbindelse med diverse arrangementer.

 

Havnens Hus

Havnerundfart Havnens Hus

 

Havnens Hus er en service og aktivitetsbygning etableret i et fælles initiativ af Lemvig

Kommune og Lemvig Træskibslaug. Bag huset ligger det nye ”isværket”, hvis navn henfører til det lille isværk, der tidligere var placeret her.

 

Havnens Hus danner rammerne omkring formidlingen af den maritime kulturhistorie, der knytter

sig til Lemvig Havn og Limfjorden i almindelighed, – en formidling, der varetages af Lemvig

Museum, og en formidling, der er i tråd med aktiviteterne i Lemvig Træskibslaug, der også har

til huse i bygningen. Derudover fungerer bygningen som servicebygning og sejlerstue for

gæstesejlere i sejlersæsonen.

Herfra kan du forlade havnen og besøge museum, skulptursti og planetsti. Du finder Lemvig Museum lige bag Isværket. Det ligger ved foden af en af ”Lemvigs bjerge”, Vesterbjerg med en stigning på 7% – adressen er Vestergade 44.

 

Lemvig Museum

Havnerundfart Lemvig Museum

Lemvig Museum er et spejl af en spændende egn i det nordvestligste Jylland. En købstad, kendt fra tegneserien “Livets gang i Lidenlund”. Et bondeland med kontrasten mellem grønne bakker med god græsning for kreaturer og flad mager sandjord, der for 100 år siden var hede. Fjord og hav med fiskeri, dramatiske strandinger og redningsvæsen.

Et rigt kunstnerliv med digteren Thøger Larsen, billedhuggeren Torvald Westergaard og malerne Niels Bjerre, Kristen Bjerre og Jens Søndergaard. Med dem skal man ud i landskabet – ad Planetstien ud langs Limfjorden, ad Skulpturstien forbi Lemvigs flotteste udsigt eller ud til Bovbjerg til Jens Søndergaards Museum.

 

Skulpturstien

Havnerundfart Skulpturstien

Skulpturstien i Lemvig består af 54 kunstværker, udført af billedhuggeren Torvald Westergaard, Lemvig. I 1994 skænkede kunstnerens arvinger samlingen til Lemvig Museum, og med støtte fra Lemvig Kommune, Lemvig og Omegns Valgmenighed og Ny Carlsbergfondet blev Skulpturstien anlagt. Her kunne skulpturerne stå i naturens grønne rum midt i byen – sådan som de havde gjort i kunstnerens egen have på Grønningen i Lemvig. Hver eneste værk fandt efter nøje overvejelse sin plads i to haver og langs stien, som forbinder disse haver over en højdeforskel på mere end 30 meter.

Skulpturstien begynder i Lemvig Museums have, fortsætter på den modsatte side af vejen over en lille græsplæne, og følger derpå en sti, som går op til venstre langs med bakken. Efter en kort spadseretur når man til en trappe, som går direkte op ad bakken. Midtvejs kan man tage en afstikker til højre op til et udsigtspunkt, hvorfra man kan se ud over hele byen og fjorden. Oppe på toppen af den store trappe når man haven ved Lemvig og Omegns Valgmenighedskirke, og her finder man resten af skulpturerne. Skulpturstien er ikke mere end 4-500 meter lang, men den tager én forbi alle 54 værker i et smukt landskab midt i Lemvig by.

 

Planetstien

Havnerundfart Planetstien

Planetstien ved Lemvig er den ældste og længste i Danmark. Den kan bruges af såvel gående som cyklende, og er en af Lemvigs populære gratis attraktioner.
Planetstien er en skalamodel af solsystemet i målestokken 1:1 milliard. En meters gang på stien svarer til 1.000.000 km i solsystemet. Stiens planeter er markeret med en række skulpturer i granit og bronze, der er opstillet i landskabet langs den del af Limfjorden, hvor Lemvig ligger.

En folder med kort kan hentes gratis på Lemvig Museum, der ligger tæt på stiens begyndelse.

 

Museet For Religiøs Kunst

Havnerundfart Museet for Religiøs Kunst

På en af Lemvigs smukkest beliggende grunde ved Limfjorden lå tidligere byens gamle sommerrestaurant. Den nedbrændte, og ved hjælp fra by, amt og private fonde byggede man på grunden i 1994 første etape af kunstmuseet. Udvidelsen kom til allerede i 1998, således at der blev plads til skiftende udstillinger. Bag museet løfter sig de tæt bevoksede skrænter, der beskytter mod vestenvinden, og foran museet ligger fjorden med indsejlingen til Lemvig Havn.

Fra museets café kan man således nyde den udsigt, som de fleste danskere er fortrolige med gennem digteren Thøger Larsens sange og – måske ikke mindst – gennem Henning Gantriis´ tegneserie om “Livets gang i Lidenlund”. I caféen kan man bl.a. købe kaffe og kage. Både her og ved skranken betjenes de besøgende af museets mange frivillige medarbejdere.

 

Lemvig Golfbane

Havnerundfart Lemvig Golfbane

Golfbanen ligger med vel nok Danmarks bedste udsigt – hele vejen rundt. Skøn 18-hullers bane men også en flot anlagt 9-hullers ”pay-and-play” bane i kuperet terræn med bunkers og søer. Cafe og golfshop i klubhuset.

 

Nørre Vinkel

Havnerundfart Nørre Vinkel

Hotel Nørre Vinkel er oprindelig bygget i en gammel storgård fra 1841 og er igennem årene blevet restaureret og udbygget – senest i 1989.

Restaureringen er hele tiden sket med stor hensyntagen til de oprindelige rammer. Således er gårdmiljøet og de gamle længer bevaret og falder helt i pagt med de smukke omgivelser.

I dag kan gæster på Hotel Nørre Vinkel stadig nyde synet af det velbevarede stuehus fra 1841, som minder os om gårdens velfærd.

Det er opført af Chr. B. og Ane Møller. De var tipoldeforældre til vores kendte, og nu afdøde, forfatter Jane Aamund, der blandt andet har skrevet “Slægtskrøniken”. Bogserien består af to slægtsromaner “Vesten for Måne” og “Udlængsel”, der begge foregår på gården Nørre Vinkel.

 

Vinkelhage

Havnerundfart Vinkelhage

Stort feriecenter, roklub, campingplads og lystbådehavn – udgør området Vinkelhage.

 

Kabbel Hovedgaard

Havnerundfart Kabbel Hovedgaard

Så er vi tilbage på østsiden af Lem Vig og finder i landskabet ikke langt fra Klimatorium Kabbel.

Kabbels hovedbygning er opført i 1829. I Kabbels murværk er indsat sandstensfigurer, der stammer fra en ældre renæssancebygning.

  1. C. Andersen har skrevet “Vinden fortæller om Vaaldemar Daa og hans Døtre” om en at Kabbels tidligere ejere.

I dag danner Kabbel Hovedgaard ramme om forskelligartede aktiviteter, åbent for offentligheden, bl.a. årlige grundlovsmøder (froto)

 

Nyd en is eller en forfriskning og læs her kort om havnens historie:

 

Havnens historie

 

 

1234: Lemvig bliver til

Havnerundfart Lemvig bliver til

Lemvig by bliver nævnt første gang i 1234. Christian den 1. udpegede byen til en af fire lovlige havne i Limfjorden sammen med Aalborg, Skive og Nykøbing. På trods af det forblev byen en af landets mindste købstæder. Dette kan bl.a. skyldes, at udsejlingen fra Limfjorden til Vesterhavet sandede til i midten af 1100-tallet. Derfor kom Lemvig til at ligge for enden af Limfjorden i stedet for i begyndelsen.

 

1858: Lemvig får en havn

Havnerundfart Havn

i 1825 brød havet igennem ved Agger Tange. Hermed blev det muligt at sejle ud fra Limfjorden til Vesterhavet, og pludselig var der ikke langt fra Lemvig til de store engelske og tyske handelsbyer. Havnen i Lemvig blev indviet i 1857. Bolværk, lagerplads, kaj og moler afløste den åbne strand. Sejl- og dampskibe kunne nu lægge til i havnen. I 1881 fik byen en ugentlig fragt- og passagerrute til København. Jernbanen kom til og blev i 1899 ført ned til havnen.

 

1903 – 1907: Lemvig får fiskerihavn

blank

I årene 1903 – 1907 blev der bygget en stor, ny fiskerihavn i Lemvig. Efterspørgslen på fisk var stor i Europa, og Lemvigs fiskerflåde voksede sig stor. Om vinteren brød man is op i Lemvig Sø eller sejlede det fra Norge til Lemvig for at kunne køle fiskene ned. Isen blev opbevaret i det nye ishus. Men i 1917 blev fiskerihavnen i Thyborøn indviet. Det betød, at næsten alle fiskere i Lemvig flyttede deres skibe. Lemvig Fiskerihavn kom til at ligge stille i næsten 30 år.

 

1945: Fiskeriet blomstrer igen

blankEfter 2. Verdenskrig blev efterspørgslen på fisk igen stor. Der blev etableret både isværk og auktionshal i Lemvig samt bygget køle- og frysehus. Op igennem 50´erne blev fiskerflåden udvidet og toppede i 1987 med 57 hjemhørende kuttere i Lemvig. Op igennem 90´erne blev det dog sværere og sværere at være fisker pga. EF´s indførelse af bl.a. fiskerikvoter. I 2008 lukkede Lemvig Fiskeriauktion, og en 100 år lang epoke med fiskeri var slut.

 

Lemvig Bedding og Østhavnen

blank

Omkring 1900 fik Lemvig en bedding. Fiskeriets succes gav arbejde til mange bådebyggere. Den sidste kutter blev bygget på Lemvig Bedding i 1974. Beddingen drives stadig privat, men i dag foregår der udelukkende reparationer og vedligehold.

Østhavnen er den yngste del af Lemvig Havn. Den stod færdig i 1927. Her var større vanddybde og plads til store lagerpladser og pakhuse. Fragtskibe lagde til med kul, koks, gødning og foderstoffer.

 

 

 

da_DK