”Vand uden grænser” henvender sig – som Klimatorium – bredt til befolkningen. Udgangspunktet er klimatilpasningsprojektet Coast to Coast Climate Challenge. Her arbejder 30 partnere sammen – under ledelse af Region Midtjylland og med støtte fra EU’s LIFE-program – om at udvikle området til en klimarobust region. Centralt i udstillingen præsenteres de aktuelle projekter i C2CC regie.

For at få det fulde udbytte af udstillingen, skal du gå på opdagelse både inde i Klimatorium – udenfor centret og rundt på havnen. Det vil samlet give ca. 30 oplevelser af mange klima-situationer og -udfordringer. Udstillingen er krydret med gimmicks, hvor du f.eks. kan gå gennem regnvejr uden at blive våd, se hvordan kviksølv reagerer, opleve hvordan de kraftige storme føles og via din mobiltelefon opleve stormfloder og se gennem veje og få forståelse for vandets grænseløse flow.

På Lemvigs berømte værn mod vandstigninger – muren som har fået det charmerende øgenavn Le Mur -finder du 10 QR-koder, som du kan downloade og dermed deltage i en spændende klimaquiz, hvor du efter dine egne besvarelser kan skrabe dig frem til dit vidensniveau på klima. Du kan lege med vand, se og høre om det historiske perspektiv i relation til vand og klimaforandringer, og du kan få lidt motion på vores udendørs Multibane og spille en omgang klima-rundbold, inden du måske afslutter dit besøg på skatebanen eller nyder udsigten over havnen og fjorden fra bolværket foran Klimatorium. Alt efter alder og ønske.

Det er gratis at besøge udstillingen, gratis at deltage i quiz’en og få skrabelodder, gratis at låne udstyr til klima-rundbolden – ligesom udstillingens katalog, der fungerer som en guide – er gratis. Der er en ”sidde-trappe”, hvor man som hold eller klasse kan samles og modtage undervisning eller praktiske informationer – og endelig skal vore gæster vide, at de også er velkomne til at nyde en medbragt madpakke i vores lille café-afsnit. Har du ikke fået nok…, har vi også et koncept udviklet af vores kommende Geopark Vestjylland. Du finder information om det andetsteds på hjemmeisden – god fornøjelse, både på udstillingen og rundt i det bakkede landskab, der samlet udgør Vestjyllands smilehul!

Har du nogensinde set en plastikflaske flyde i vandet? Eller fundet et gammelt stykke fiskenet på stranden? Plastik i havet er et kæmpe problem – ikke kun for dyr og fisk, men også for os mennesker. Hver dag skyller der plastaffald op langs kysterne ved Nordsøen. Noget af det kommer fra både og fiskeri, noget bliver blæst ud i naturen fra skraldespande, og noget ender i åer og søer og flyder hele vejen ud i havet. Det kalder vi makroplast – store stykker plast, som man kan se med det blotte øje. I Klimatorium arbejder vi sammen med partnere fra Danmark, Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig om at finde løsninger på plastproblemet. Vi vil nemlig gerne passe på havet – og sørge for, at vores strande og vandløb ikke fyldes med affald. Men hvordan fjerner man plast i naturen? Og hvordan kan vi sørge for, at det slet ikke ender der i første omgang? Det skal vi tale mere om nu – og bagefter viser vi jer rundt i Klimatorium, hvor I kan opleve, hvordan vi arbejder med at passe på naturen og finde smarte løsninger på klimaproblemer. blank