Den 26. februar kl. 13.30 inviterer Klimatorium – Danmarks internationale klimacenter – til en eftermiddag med fokus på grøn omstilling af transportsektoren, efterfulgt af generalforsamling i Foreningen Klimatorium.


Transport spiller en væsentlig rolle for vækst og udvikling – men samtidig står transportsektoren for 25 % af den samlede CO2 udledning i Europa. Der skal fart på omstillingen med alternative løsninger, som kan sikre grøn transport. EU’s mål er at transportområdets CO2 udledning reduceres med 90%, og at godstransport med tog fordobles, senest i 2050.

Temaeftermiddagen sætter fokus på grøn omstilling af transportområdet både lokalt, nationalt og internationalt. Bl.a. deltager Transportminister Thomas Danielsen med regeringens nationale strategi og også lokale midt- og vestjyske aktører er på programmet.

– Der er brug for samarbejde og nye energiformer – det skal ske via internationalt samarbejde, men også gennem lokale initiativer. Den gode historie er, at nye løsninger findes og at udviklingen går stærkt. Lokalt i Midt- og Vestjylland er der mange nye initiativer i gang i forhold til grøn omstilling– også når vi sætter fokus på transport af gods jernbane, vej og skib, fortæller Lars Nørgård Holmegaard, direktør i Klimatorium.

Den Grønne Jyllandskorridor

Dagens program indledes kl. 13.30 med en velkomst fra Klimatoriums direktør, Lars Nørgård Holmegaard. Derefter følger oplæg om projektet Grønn Jyllandskorridor, hvor både norske og danske perspektiver vil blive præsenteret.

Grønn Jyllandskorridor har store ambitioner om at fremme en grøn transport igennem Jylland – som en betydningsfuld handelskorridor for varer og gods. Der sættes her særligt fokus på behovet for at flytte godstransport fra lastbiler og veje over på tog, grønne drivmidler til vejtrafikken – og hvordan det midt- og vestjyske område er en central del af løsningen på grøn transportomstilling.

Kl. 14.30 vil der være mini-sessioner, hvor lokale aktører vil præsentere deres arbejde inden for grøn omstilling af transportsektoren.

Deltagere vil blandt andet inkludere:

  • Midtjyske Jernbaner – Danmarks første batteritog og fremtidsambitioner for tog-gods.
  • Thyborøn Havn – arbejdet med den grønne omstilling.
  • Skovgaard Energi – brugen af PtX som vej til grønne drivmidler til tung transport og samarbejde med Thyborøn Havn.

Kl. 16.00 vil Transportminister Thomas Danielsen holde et oplæg om grøn omstilling af transportsektoren.

Elever fra 7.- 9. klasse fra Lemtorpskolen, der har samarbejdet med Klimatorium om grøn transport, vil på dagen desuden deltage for at vise deres bud på, hvordan vi kan skabe forståelse for emnet.

Kl. 17.00 er der åben generalforsamling i Foreningen Klimatorium, efterfulgt af fælles spisning kl. 18.00.

Der er brug for tilmelding ift. spisningen. Tilmelding foregår via Klimatoriums hjemmeside: https://klimatorium.dk/groentransport

Arrangementet er gratis, og alle er velkomne til at deltage i hele programmet, eller dele af det.

Har du nogensinde set en plastikflaske flyde i vandet? Eller fundet et gammelt stykke fiskenet på stranden? Plastik i havet er et kæmpe problem – ikke kun for dyr og fisk, men også for os mennesker. Hver dag skyller der plastaffald op langs kysterne ved Nordsøen. Noget af det kommer fra både og fiskeri, noget bliver blæst ud i naturen fra skraldespande, og noget ender i åer og søer og flyder hele vejen ud i havet. Det kalder vi makroplast – store stykker plast, som man kan se med det blotte øje. I Klimatorium arbejder vi sammen med partnere fra Danmark, Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig om at finde løsninger på plastproblemet. Vi vil nemlig gerne passe på havet – og sørge for, at vores strande og vandløb ikke fyldes med affald. Men hvordan fjerner man plast i naturen? Og hvordan kan vi sørge for, at det slet ikke ender der i første omgang? Det skal vi tale mere om nu – og bagefter viser vi jer rundt i Klimatorium, hvor I kan opleve, hvordan vi arbejder med at passe på naturen og finde smarte løsninger på klimaproblemer. blank