Til Børnenes Klimamøde i Klimatorium vandt fire piger fra Lemtorpskolen i Lemvig en pris for at have udviklet en rund pizzaæske for at spare pap. Iværksætter Erkan Berk greb idéen og er nu ved at gøre den klar til at blive sat i produktion. 

Den 25. oktober kom Erkan Berk på besøg i 5. klasse på Lemtorpsskolen i Lemvig. Her havde han medbragt den nye runde pizzaæske, som han har udviklet videre på efter de fire piger vandt prisen for “Den mest kreative klimaløsning” til Børnenes Klimamøde i Klimatorium.

Som Erkan fortalte havde han aldrig selv tænkt at udvikle en rund pizzaæske, også selvom han arbejdet på pizzaria siden han var 12 år. Men han synes, at idéen var så god, at han ikke kunne lade være med at gå videre med den.

“Jeg var lige landet fra en tur i Tyrkiet i Billund Lufthavn og tænder min telefon. Så ser jeg, at mange har tagget mig i en iværksættegruppe. Så læser jeg kommentarerne og bliver inspireret. Jeg sender et screenshot til vores tyrkiske producent for at høre om det er noget vi kan lave. Han sagde ja”.

 

En rund pizzaæske der ikke er helt rund

Det tog godt 1 måned for Erkan at udvikle pizzaæsken. Erkan måtte dog undervejs opgive håbet om at få den helt rund.

“Hvis pizzaæsken skulle være helt rund, ville den skulle produceres i Kina og så ville det koste 22 kr. pr. æske. Ved at gøre cirklen lidt mere kantet, kunne vi producere den i Tyrkiet for 1,4-1,5 kroner og derfor gik vi selvfølgelig den vej”.

Pizzaæsken vil i salgspris være ca. 1 krone højere end normale pizzaæsker koster og kan både leveres med tryk på eller uden farver. Og så tager den 10-15 sekunder længere tid at folde. Især sidstnævnte punkt gør ifølge Erkan, at pizzaæsken ikke vil være for alle.

“Time is money. Det er ikke alle pizzaeria der vil synes det er en god ide, fordi det tager tid og koster lidt mere. Men jeg oplever da, at når jeg kommer ud for første gang til pizzariaerne, så synes de den er fed, og indtil videre har 3 pizzariaer sagt ja, hvilket har givet en forudbestilling på 45.000 æsker”.

 

Det kan betale sig at gøre umage

De to 5. klasser på Lemtorpskolen startede undervisningsforløbet udviklet af Klimatorium ca. 6 uger inden Børnenes Klimamøde med fokus på klima og innovation. Da de var færdige og mødte op til klimamødet havde hverken elever eller lærere forventet, at en af deres idéer kunne skabe så meget omtale og faktisk ville blive realiseret.

Men det betaler sig at gøre sig umage i sit skolearbejde, anpriste deres lærer til børnene, da Erkan havde præsenteret pizzaæsken.

Og guleroden vil børnene nu opleve i fremtiden for Erkan lovede børnene, at klassen faktisk vil få en vis procentsats hver gang han sælger den runde pizzaæske, og de penge kommer i den fælles klassekasse.

For som Erkan sagde: “Det er jeres idé jeg står og præsenterer her”.

 

Svært at spare pap i praksis

Ifølge de matematiske udregninger udviklet af de fire piger ville man kunne spare 20 procent pap med en rund pizzaæske, hvilket i teorien kan gøre en forskel ift. mængden af pizzaer, der bliver solgt.

I sin præsentation fortalte Erkan, at selvom de havde forsøgt, så kunne de ikke gøre pizzaæsken til en ny klimarevolution, da æskens kantede cirkel og den praktiske udskæring fra pappet, gjorde det vanskeligt at mindske papforbruget i den høje skala.

Alligevel tror Erkan, at pizzaæsken kan gøre noget godt for fremtiden.

“Den viser, at man ikke skal undervurdere ideer, der kommer fra børn, da de oftest har andre måder at se tingene på, og så er pizzaæsken jo et symbol på, at det er muligt at ændre emballage og optimere ting fra hverdagen, som vi normalt ser som givet”.

 

blank

 

 

 

 

 

 

da_DK