Opbakning til klimavenlige løsninger, det lokale erhvervsliv og miljøudviklingen i Vestjylland er baggrunden for, at energiselskabet Jysk Energi går med som projektpartner i Klimatorium, Danmarks internationale Klimacenter, i Lemvig.

– Vi er allerede dybt engageret i produktion af vedvarende energi, hvilket der er meget af i Lemvig Kommune. Ved at gå med i Klimatorium ønsker vi at bidrage til at trække dygtige folk og nye kompetencer inden for disse felter her til egnen, fortsætter Lars Naur, direktør for Jysk Energi.

For Jysk Energi står det højt på dagsordenen at bidrage til den generelle grønne omstilling og støtte virksomheder og iværksættere, der ønsker at arbejde inden for klima- og energiområdet.

– Det er yderst vigtigt, at det sker. Det styrker hele området i arbejdet med at imødegå de udfordringer, klimaforandringer stiller os over for. Det er vi positivt indstillet overfor, siger Lars Naur.

Jysk Energi har rødder helt tilbage til 1923 og er bevaret på forbrugernes hænder. Andelshavere har skabt en energikoncern i det vestlige Danmark, der spiller en stor rolle i udviklingen af samfundet.

Jysk Energi har altid været kendt for meget høj forsyningssikkerhed og har gennem de seneste to årtier nedgravet alle luftledninger. Samtidigt har der i de senere år været øget fokus på den digitale infrastruktur ved, at der er gravet fiberbredbånd ned til både private og virksomheder i store dele af området.

Jysk Energi er ejet af ca. 30.000 kunder i Lemvig, Holstebro og Struer Kommuner, men sælger el i hele landet. Selskabets priser på distribution af el hører til de laveste i landet, ligesom selskabet donerer store beløb til forenings- og kulturlivet i området.

 

Med Jysk energi er der nu 17 medlemmer eller projektpartnere i Klimatorium. De tæller blandt andre Niras, NCC, Kynde & Toft, Aalborg Universitet, Geopartner, IBF Beton og Wintec.

Medlemmer

 

 

da_DK